I takt med at Region Nordjylland hver uge modtager vaccinedoser, bliver der åbnet op for, at flere borgere får mulighed for at blive vaccineret. Næste sending vaccine kommer til Nordjylland på tirsdag, hvor langt størstedelen går til gruppen af borgere over 65 år, der både får personlige pleje og praktisk bistand af kommunen.
Det er dog stadig tale om begrænsede mængder af vacciner. Derfor bliver der tale om en skarp prioritering. Samtidig skal der være vacciner til de borgere, der har fået deres første stik, og som skal have det andet stik.
I uge 1 åbnede Region Nordjylland så småt op for, at borgere over 65 år, der både modtager personlig pleje og praktisk bistand fra Rebild og Jammerbugt Kommune, kunne blive vaccineret på vaccinationscenter i Aalborg. Siden skulle der også åbne vaccinationscentre i Hjørring og Thisted.
Nu har det vist sig, at det ikke er hensigtsmæssigt kun at have tre vaccinationssteder for denne målgruppe i en region med stor geografisk spredning. Derfor har Region Nordjylland og de 11 nordjyske kommuner valgt en ny løsning, hvor der bliver oprettet vaccinationssteder i alle nordjyske kommuner.
– Vi har erfaret, at det ikke dur for mange af disse borgere over 65 år, der både får personlig pleje og praktisk bistand, at de skal køre langt for at blive vaccineret. Derfor er kommunerne lige nu ved at pege på steder, hvor vaccination af disse borgere kan foregå fra næste uge, siger koncerndirektør Anne Bukh.
Det betyder, at der kommer vaccinationssteder i alle kommuner, og i nogle af dem bliver der tale om flere vaccinationssteder i kommunen for denne gruppe borgere.
Borgeren bliver inviteret via e-Boks
I løbet af weekenden kan borgere i denne målgruppe fra Rebild og Jammerbugt Kommune booke tider på www.vacciner.dk
I starten af næste uge kan borgere i målgruppen fra de øvrige 9 nordjyske kommuner booke tider.
Grunden til at tiderne ikke er tilgængelige for borgere i de 9 andre kommuner i weekenden er, at kommunerne og regionen skal have de konkrete vaccinationssteder på plads, og det arbejde tager sin tid. Derfor startes der med to kommuner og så kommer flere og flere til.
– Lige så snart vi er klar med bookingtiderne i de enkelte kommuner, melder vi det ud. Indtil da, må borgerne udvise tålmodighed. Alle borgere skal nok blive vaccineret, så der er ingen grund til at frygte, at man som borger ikke kan blive vaccineret, hvis man ønsker det. Alle kommer til, lover koncerndirektør Anne Bukh.
På vaccinationsstederne, vil der være støttepersonale, der kan hjælpe borgerne, og som det var tilfældet med vaccinationen på plejecentrene, så er det praktiserende læger, der vil stå for at give selve vaccinationen, eventuelt med hjælp fra regionens vaccinatører. Vaccinen leveres og opblandes af regionens personale.