Antallet af danskere, der nærmer sig pensionsalderen, er markant stigende. Ifølge nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) er antallet af folkepensionister vokset hele 19 måneder i træk, og derved afspejler denne tendens en betydelig demografisk ændring i befolkningen.
I Hjørring Kommune ser man samme udvikling, hvor hele 33 procent af borgerne er fyldt 60 år, hvilket betyder, at flere enten står over for at skulle gå på pension eller allerede har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Alligevel oplever afdelingsdirektør Claus Bak i Nordjyske Bank i Hjørring, at mange fortsat ikke har overblik over de økonomiske aspekter, som kan have afgørende betydning for pensionstilværelsen:
– At gå på pension er en stor livsændring, og derfor er det vigtigt at have styr på, hvordan man bedst muligt forvalter sin økonomi i denne nye fase af livet. Mange undervurderer betydningen af at have en klar plan for deres økonomi, men det er essentielt at forstå, hvilke indtægter man vil have som pensionist, og hvordan ens udgifter kan ændre sig – ligesom det er godt at være bevidst om, hvad man kan gøre for at optimere sin pensionsformue, siger Claus Bak.
For at hjælpe kommende pensionister med at navigere i de økonomiske udfordringer, de måtte stå overfor, fremhæver Nordjyske Bank tre vigtige områder, som bør overvejes.
- Få styr på dit pensionsbudget og dine pensionsindtægter
Når man nærmer sig pensionsalderen, er det vigtigt at have styr på sin økonomi for at sikre en tryg og behagelig pensionstilværelse. En af de første skridt i denne proces er at lave et grundigt pensionsbudget, der skal afdække ens ønsker og krav til livet som pensionist:
– Det er en god idé at starte med at få overblik over, hvad man har af faste udgifter såsom husleje, el, vand og varme samt forsikringer. Derefter kan du kigge på, hvor meget du har tilbage til eksempelvis oplevelser og fornøjelser – og ved at gøre det, får du samtidig indblik i, hvorvidt du kan opretholde den samme levestandard, når du har trukket dig tilbage fra arbejdsmarkedet med de drømme, du nu har, siger Claus Bak.
Ved at lægge et klart budget – og samtidig få overblik over indtægterne i pensionstilværelsen – får man en bedre forståelse af, hvordan man ønsker at leve som pensionist, og hvilke økonomiske rammer man har at arbejde inden for.
- Vær opmærksom på skatte- og pensionsreglerne
Der findes en række skatte- og pensionsregler, der gælder for forskellige typer af ordninger, og derfor er det ifølge Claus Bak essentielt at sætte sig grundigt ind i dem. Det kan nemlig være med til at sikre, at du kan træffe de mest fordelagtige beslutninger og maksimere udbyttet af efterløn, Arne-Pension, folkepension, pensionsordninger og dine frie midler.
– Det er væsentligt at være bevidst om, at ens private formue beskattes på én måde, mens midlerne i en virksomhed har en anden beskatning, og at en pensionsopsparing er noget helt tredje. Derfor har den løbende skattebetaling på indkomst og afkast en væsentlig betydning for, hvordan din formue udvikler sig fremadrettet, og det kan således være en god idé i samarbejde med din bank at få udarbejdet et overblik over din formue samt hvilke skatteregler, der gælder for de enkelte formuetyper.
- Brug frie midler først
Ifølge Claus Bak kan det have stor betydning, hvilken rækkefølge du bruger dine opsparinger i, når du går på pension. I den forbindelse påpeger han, at man som udgangspunkt bør bruge eventuelle frie midler såsom opsparing eller investering først, da skatten på det løbende afkast som regel er størst på den type opsparing. Derudover bør man starte udbetaling af de livsvarige pensioner hurtigst muligt.
Herefter er det en fordel at få sat gang i sin ratepension, hvor man skal være opmærksom på, at de samlede pensionsindkomster ikke overskrider grænsen for modregning i folkepensionens pensionstillæg.
Hvis der er behov for mere likviditet, så kan midler fra kapitalpensionen eller aldersopsparingen med fordel bruges.
I de tilfælde hvor pensionsformuen, der er gemt i livsvarige pensioner og ratepensioner, får en størrelse, så de løbende pensionsindkomster bliver meget store, giver det rigtig god mening at reducere topskatten mest muligt.