Hvis den private boligmasse for alvor skal gøres grønnere, kan det blive nødvendigt med krav. Det mener et flertal af danskerne i ny befolkningsundersøgelse, som analysebureauet Epinion har foretaget for ejendomsmæglerkæden Estate. I den mener 65 pct., at der i et eller andet omfang bør være klimakrav til boligejerne. Kun 10 pct. afviser ideen.
-Det er godt nyt for klimaet, at så mange er klar til, at der indføres krav. For som det er nu, er der kun krav til nybyggeri, og selvom det har stor betydning, at nye boliger bliver bæredygtige, er potentialet for den eksisterende boligmasse stadig enormt, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.
Han kan godt forstå, at flertallet er parate til at lovgive sig til en grønnere boligmasse.
-Hvis man har set nyheder de seneste par år, har man ikke kunnet undgå at se massive oversvømmelser, som danske villakvarterer har været udsat for. Den slags gør selvfølgelig indtryk, og jeg tror, vi er kommet dertil nu, hvor klimadagsordenen er blevet så nærværende, at folk er parate til langt mere, end de var for kun få år siden, siger Thomas Hovgaard.
De politiske mål om CO2-reduktion vil kræve, at den private boligmasse også bidrager.
-Vi ved, at der i vores boliger er et betydeligt reduktionspotentiale, men vi må også være ærlige at sige, at flere millioner boliger ikke bare bliver grønnere af sig selv. Om det at eje en bolig skal komme med et klimakrav på linje med at betale ejendomsskatter, eller om der skal laves nogle incitamentsordninger, må være op til politikerne at beslutte. Men der er i hvert fald et åbent vindue lige nu i befolkningen, hvis man ønsker at skubbe på den grønne omstilling i den private boligmasse, siger Thomas Hovgaard, der forventer, at en boligs grad af bæredygtighed snart vil blive et forhold, der har betydning, når man skal sælge sin bolig.