Det er egentlig den lokale købmand René Ejstrup Larsen fra Spar på Margrethevej, der er hovedsponsor på Hirtshals Revyen 2023.
Det var til gengæld hans navnebror René Jensen, der tirsdag aften dukkede op med en flot check på 10.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Vendsyssel.
Den slags privare donationer er naturligvis altid velkomne hos foreninger som lige præcis Hirtshals Revyen.
Samtidig kunne de frivillige i foreningen bag den særdeles populære revy, hvortil billetsalget går forrygende, præsentere årets kulisse, som traditionen tro er malet af Inger Ekmann.
Det er vel at mærke et som altid spændende og muntert bagtæppe, der ligeledes traditionen tro efterfølgende overrækkes til årets hovedsponsor.
Mindst fire af årets forestillinger er allerede udsolgte, men er man hurtigt, kan man bestille her hos Hirtshals Revyen.