Lørdag d 18/11 var der fest på Lykkeliga-holdet Krusedulle Kidz i Tårs. Festligheden skyldtes at Lykkeliga-holdet fik besøg af nogle særligt velkomne gæster.
– Vi fik besøg af Vendelbo Y’s Men’s Club, Hjørring, som ville donere et beløb til at styrke det sociale fællesskab på holdet, fortæller Rikke Dahl Søndergaard og fortsætter:
– Spillerne blev modtaget af deres træner-team som stod klar med rød løber, flag og en TUI-Håndbold taske med en træningstrøje fra Dybdahl. Inde i hallen ventede Y-Mens Club, og der var nu tid til at holdet og forældrene fik indblik i, hvem vores gæster var og hvad de står for. Spillerne lyttede og grinede af de sjove historie, som Sten Houmøller fra Y-Mens Club fortalte.
– Til sidst blev Dorte Pedersen kaldt frem og for at modtage donationen fra Y-Mens Club. Det var ikke mindre end 20.000kr, der skal bruges til sociale tiltage på vores Lykkeliga-hold. Vi kan simpelthen ikke få armene ned, vi er så stolte og glade for, at vores hold og træner-team har fået sådan en anerkendelse, fortæller Rikke Dahl Søndergaard.
Hvad er Krusedulle Kidz?
Krusedulle Kidz er håndbold for dem, der ikke lige passer ind i den lokale håndboldklub. Krusedulle Kids er et tilbud for alle i Hjørring kommune, det er blot placeret i Tårs, som en afdeling under TUI Håndbold. Vores spillere er mellem 6-25 år.
Vendelbo Y’s Men’s Club holder til I Hjørring og mødes 2. og 4. mandag kl. 18.15 i Bidstrupkirken.