Badehotel Tannishus i Tversted har i 2022 haft en højsæson, der blev rigtig god og som viste en flot fremgang. Belægningstallet har aldrig været større i Badehotellets 126-årige historie.
– Efter nogle år med Corona og restriktioner, er det dejligt at se en sådan fremgang, og vi glæder os meget over alle de gæster, vi har haft indtil nu i år. I særdeleshed har antallet af gæster i den netop afsluttede højsæson som nævnt været flot, med gæster der har nydt vore gode faciliteter, den tætte afstand til Vesterhavet, og de naturskønne områder omkring Tversted, siger bestyrelsesformand Torben Andersen.
– Jeg glæder mig meget over den højsæson vi netop har afsluttet. For første gang helt uden restriktioner i lidt over to år, har vi kunne modtage vore mange gæster fra ind-og udland på bedste vis, og vi har glædet os over de mange, der har besøgt Tannishus. Månederne i år frem til højsæsonen har også vist fremgang, og vi ser frem til at 2022 som helhed bliver et rigtigt godt år for Tannishus, uddyber formanden.
– I 2021 kunne Tannishus holde 125-års jubilæum, og i denne forbindelse blev der udgivet en flot jubilæumsbog, der fortæller om årene fra starten i 1896 og frem til 2021. Tannishus er et af de sidste oprindelige badehoteller og bestemt et besøg værd. Vi har i dag et velvedligeholdt hotel med en medarbejderstab, der forstår at servicere og skabe rammerne for vore mange gæster. Vi kan tillige glæde os over, at vi har en 1. klasses velbesøgt restaurant, der bidrager til det gode ferieophold. Virksomhedsarrangementer og foreningssammenkomster kan vi naturligvis også lægge faciliteter til, fortsætter Torben Andersen.
– Jeg vil gerne opfordre alle til at komme ud i den dejlige natur, vi har her omkring Tversted, se den dejlige strand og opleve Vesterhavet. I denne sammenhæng naturligvis kombinere det med et ophold på Tannishus, afslutter formanden, slutter formanden.