Vendsyssels Historiske Museum har igen i år stået bag en vaskeægte kartoffelhøst her i kartoffelferien, og musemsdirektøren anslår at omtrent 1.300 personer har været med til at grave guldet frem fra jorden.
– Jeg har glædet mig til det liv og glade børn, der er herude i dag, når de skal grave kartofler op og lave æblemost, siger musemsdirektør Anne Dorthe Holm til TV2 Nord.
Glade og grinende børn var der rigeligt af. En af dem var 15-årige Emma Knudsen, der kommer fra Odder. Hun var taget til Nordjylland for at være på ferie hos sin moster. Og her har de en fast tradition.
– Det er niende år i træk vi er afsted, siger hun om kartoffelhøsten.

Mange familier kom allerede fra formiddagen, og derfor var der lang kø for at komme ind til kartoffelhøsten, som har været i fuld sving. Hjemmeværnet stod og dirigerede trafikken ind i skoven, hvor der var parkering.
En af dem, der rent faktisk kan huske, hvordan kartoffelferien var engang, var Poul Olesen fra Dvergsted. Han har hvert år sine to børnebørn med.

– Man synes det er sjovt, da vi var børn så var det jo den måde vi gjorde. Det er jo ikke sådan at unge mennesker er opdraget i dag. Jeg var selv i marken som barn og ung, så det er da lidt nostalgisk. Jeg snakker med mine børnebørn om, at dengang var det jo sådan altid – ikke bare den ene dag om året, siger han.
Kilde: TV2 Nord.