Førstedagen af årets store julemarked på Tversted Skole lørdag blev også en af de største dage i markedets historie med rigtig mange besøgende.
Der er åbent igen søndag klokken 10-16, og der er også i år kræset om gæsterne på alle tænkelige måde.
De 42 stande præsenterer stort set alt, der på den ene eller anden måde har med årstiden at gøre. Skolens faste værksteder er åbne, og gæsterne kan for eksempel købe flotte julekort og hæfter produceret af trykkeriet og bogbinderen.
De arbejder som i gamle dage og bærer som mange andre kunsthåndværkere på skolen i Tversted stolt og flot gode gamle traditioner ind i søndagen og fremtiden.
Skolekøkkenet er bemandet med store kapaciteter, som spiller flot sammen og når i mål som vindere.
Lugen med lækkerier åbner igen søndag klokken 10 sammen med resten af julemarkedet. Køkkenet beskriver det således:
Vi har focaccia sandwich, cetrifufugeret vintersuppe og en ret stor surdejsbolle med flæskestegspastrami sådan cirka. Med ukrudt, æblechutney, cæsar spread og sprød kål. Derudover har vi lavet en æblekano ”uggeby” af winersurdej, 300 mandelcroissanter, så må vi se hvor langt det rækker, og bananbrød. Vi bager også ølandsbrød, rugbrød og surdejsboller til at tage med hjem- eller alle mulige steder.
Her indtryk fra en besøgende:
– Der var så mange mennesker og en overflod af ting at købe, næsten lige på grænsen til for meget – men skønt at gå rundt og nyde julestemningen.
De tidligere år har lørdagen været den bedst besøgte, og hele Julemarkedet på Tversted Skole kører for fulde omdrejninger hele søndagen klokken 10-16. Der er også åbent i det nye Uldens Hus på den anden side hovedvejen tæt ved skolen.
Søndag klokken 14 begynder andre festligheder i Tversted Kirke og derfra videre med optog, hornmusik, hestekane og Santa Claus til målet – en hyggestund med de ældre på Mariebo. Også her er alle velkomne!