Efter fredagens aflyste sejlads på grund af vind og høje bølger lykkedes det endelig mandskabet på Tornby Bjergelavs gamle fladbåd at gennemføre årets første sejlads søndag formiddag.
Ganske vist kunne man ikke mønstre en fuld besætning, men et par af byens seje piger trådte hjælpende til, så den gamle båd kunne gennemføre sæsonens jomfrusejlads.
Inden båden blev søsat gav skipper Emil ”Lyn” Andersen sit mandskab en grundig instruktion, hvilket åbenbart havde stor effekt, for båden gled flot gennem dagens beskedne brænding og sejladsen blev gennemført problemfrit i det fantastiske rovejr. Bagefter var der stor ros til mandskabet fra skipperens side, og roturen sluttede med en velfortjent øl til alle.
Det har været nødvendigt at skrotte bjergelavets gamle traktor, der bruges til transport og søsætning af fladbåden. I stedet for har bjergelavet lånt en Massey Ferguson traktor af brødrene Thorkild og Mogens Jensen. Skipper Emil ”Lyn” sender en stor tak til Hushøjgård i den anledning.
Fremover satser skipperen på, at der som udgangspunkt er rotræning med den gamle fladbåd hver fredag aften kl. 19.00 sommeren igennem – hvis vejret tillader. Her er alle velkommen til at deltage – eller blot kigge på.
Rotræningen er startet sent i år, men det skyldes, at bjergelavets medlemmer gennem de seneste måneder har været travlt beskæftiget med opførelsen af det nye bådhus ved Tornby Strand. Byggeriet skrider planmæssigt frem, og det er forventningen, at det står færdigt midt i august måned.
Bjergelavets bestyrelse oplyser, at den årlige strandfest vil blive afholdt sidste weekend i august samtidigt med bådhusets indvielse. I de kommende år er det dog planen, at man som tidligere vil afholde strandfesten i uge 28.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.


