Steffen Lindgren Hansen og Karina Rinke Jensen fik 2. påskedag en flot debut i rally sprint ved første afdeling af MRF Dansk Rally Sprint Cup Vest. Rallyturneringen sluttes af med en landsfinale senere på året.
Den hurtige rally-kører fra Hjørring, med Karina Rinke Jensen som c/o driver, vandt sin egen klasse og blev sammenlagt blandt 82 deltagende biler en flot nummer 12.
Lindgren og Jensen drøner rundt i en Peugeot 207 RC og viste imponerende kørsel på tid i modsætning til Steffen Lindgren Hansens tidligere års deltagelse i Seven Race, hvor det var et egentligt race side om side for at komme først over stregen.
I Rally Sprint handler det om at køre hurtigt med tidtagning og tidstraf, hvis for eksempel en plastik-kegle eller anden forhindring på banen påkøres.
Team Lindgren har nu følgende sponsorer eksponeret på bilen: Alge Bekæmperen, BDO, Garant Hjørring og ThermIT. Der er plads til flere sponsorer.
Struer & Omegns Motor Sport (SOMS) arrangerede sammen med Lemvig & Omegns Motor Sport (LOMS) rallyløbet i Vinderups industrikvarter med deltagelse af 82 mandskaber. Deltagerne var en blanding af lokale rallymandskaber og kørere langvejs fra. Således var der i år blandt andet 10 biler fra Sjælland og en enkelt hollandsk kører til start.
82 startende var deltager rekord for et rallyarrangement i Nordvestjylland. Det var fjerde år i træk at motorklubberne i Lemvig og Struer var gået sammen om at arrangere en afdeling, og som de første tre blev der kørt rally på industrivejene ved Vinderup.
Hastighedsprøven var en rundstrækning på Nr. Bjertvej, Parallelvej, Industrivej og Handbjergvej i Vinderup. Strækningen var cirka fire kilometer, som blev gennemkørt fire omgange per heat.
Rallyet var arrangeret således, at deltagerne skulle gennemkøre den samme hastighedsprøve to gange om formiddagen. Efter middagspausen blev prøven vendt om, inden der to gange blev kørt modsat vej. På den måde kom deltagerne op på samlet 32 kilometer rallyprøve.
Steffen Lindgren Hansen deltager sammen med Karina Rinke Jensen både i MRF Dansk Rally Sprint Cup Vest og i Rally Sprint DM, hvor første afdeling køres den 4. maj i Ringe på Fyn.
