Kunstneren og alt-mulig-manden i huset, Peter Max-Jakobsen, styrede torsdag aften Hjørring Grafisk Værksteds traditionelle auktion over to litografiske tryk af en af områdets og værkstedets kendteste navne.
Den 13. april er nemlig maleren Poul Anker Bechs fødselsdag. Han var født i Tårs i 1942 og døde i Børglum den 7. oktober 2009 og havde et stærkt engagement og hjerte for egnen.
Auktionen på fødselsdagen blev holdt både on line på Facebook, med et halvt hundrede deltagere, og på Hjørring Grafisk Værksted i levende live, hvor vi var nogle håndfulde i de kunstneriske omgivelser med boblevand, højt humør og det hele.
Det var vigtigt at holde hænderne i lommen, eller i hvert fald lavt, med mindre, man havde et bud.
Det havde flere både på Facebook og i levende live i huset. Der blev budt godt op, også via en køber med på telefon, og der blev holdt god afstand til tiden, som jo er lidt forsinket, når der bydes over nettet. Alt kom i hus, og de to værker blev solgt for henholdsvis 16.500 kroner og 10.500 kroner for det mindste.
– Auktionen er jo også en hyldest til Poul Anker Bechs grafiske arbejde og store bidrag til Hjørring Grafisk Værksted. Vi fandt og solgte derfor to af de for længst udsolgte litografier, som er trykt på værkstedet. Vores indrammer Tania har indrammet begge litografier med refleksfrit glas og i indfarvede rammer afstemt efter litografierne, oplyser Peter Max-Jakobsen.
Poul Anker Bech var med til at starte Hjørring Grafisk Værksted i 1984 efter at I. Chr. Sørensens Værksted for Grafisk Kunst lukkede. Sammen med andre lokale kunstnere etablerede han den forening, der i dag er grundlaget for værkstedet.
Han var en flittig gæst på det litografiske værksted og har gennem tiden udgivet et stort udvalg af litografier. Peter Max-Jakobsen vurderer, at Hjørring Grafisk Værksted har trykt cirka 100 af værkerne.
Hjørring Grafisk Værksted Nørregade 35A har åbent tirsdag, onsdag, torsdag og fredag klokken 13-17 samt lørdag klokken 10-14.