Soroptimist international Hjørring har på deres september møde doneret 10.000 kroner til Den Blå Sociale Café i Hjørring og 5.000 kroner til Head Space Hjørring.
Det oplyser Henriette Vestergaard Andersen og Lene Solvejg Pedersen på vegne Soroptimisterne i Hjørring.
Ungerådgiver Stine Langgård fra unge-rådgivningen Head Space modtog af Karin Møller Larsen, præsident for Hjørring klubben, donation på 5.000 kroner, som bidrager til, at der kan gennemføres et gruppeforløb for piger i alderen 15-18 år. Gruppeforløbet gennemføres for at pigerne kan lære at lytte og reagere på kroppens signaler og distancere sig fra overtænkning og tankemylder.
I headspace har vi hver uge samtaler med unge, der ofte føler, at de står alene med deres tanker og problemer. Vi ved, at de her tanker og udfordringer ikke bare går væk af sig selv, og vi står klar til at hjælpe dig med at finde vej igennem dem.
Socialrådgiver Martin Mølbak Jørgensen modtog af Karin Møller Larsen 10.000 kroner på vegne af Den Blå Sociale Café. Pengene skal give økonomisk håndsrækning til udvalgte kvinder, der gerne vil i gang med uddannelse eller særlige undervisningsforløb. Der er eksempler på kvinder fra herberget, der gerne vil i gang med en SOSU-uddannelse.
Den Blå Sociale Café i Hjørring er et værested for mennesker, som er ensomme, hjemløse eller har udfordringer i forhold til blandt andet psykisk sygdom, misbrug af alkohol eller sundhed. Værestedet drives af Blå Kors.
Værestedet er et alkoholfrit sted med mulighed for at tale med andre, få en kop kaffe eller købe mad og få rådgivning og hjælp til mange af dagligdagens små og store udfordringer.
Begge modtagere har fortalt om deres spændende og værdifulde arbejder på Hjørring Soroptimist klubs månedsmøder.
Soroptimistklubberne i Danmark arbejder sammen på lokalt, nationalt og internationalt plan for at uddanne og styrke kvinder og piger med det formål at forbedre deres liv.
Midlerne til donationer bliver tilvejebragt via indtægter fra Soroptimisternes tombola i julehytten på Bispetorv i Hjørring, koncerter og andre arrangementer.
I 2023 blev der givet donationer af 35.500 kroner til Julehjælp Sct. Catharina sogn, socialpædagoger under uddannelse i Grønland, soroptimistklubber i Ukraine, skolemad Burkina Faso og et flerårigt vand- og uddannelsesprojekt i Angola, hvor over 200 kvinder har fået uddannelse og mange tusinde er blevet hjulpet til en bedre tilværelse.