Foreningen Jordforbindelsen etablerede i december 2022 en ny gruppe af De Grønne Asparges i Aalborg.
Hidtil havde dette tilbud kun være udbudt i Hjørring.
Meget hurtigt viste det sig, at efterspørgslen var enorm.
Faktisk i så stor grad at ventelisten efter kort tid kunne fylde endnu en gruppe.
For at markere den flyvende start arrangerede Foreningen Jordforbindelsen i sidste uge et helt særligt arrangement for De Grønne Asparges fra Aalborg gruppen.
På tur til Aalborg Lufthavn
Arrangementet fandt sted onsdag i denne uge i Aalborg Lufthavn. Her mødtes en flok asparges for virkelig at få luft under vingerne.
De var nemlig sat stævne ved F16 Sim Experience.
Der var i dagens anledning to forskellige missioner at vælge mellem. Den ene mulighed var at tage sig af et kontroltårn og den anden var at tage sig af to broer. Selvfølgelig var der på alle missioner indlagt lidt træning i form af eksempelvis barrel roll og low level flyvning.
Alle missioner blev fuldført og vi fik absolut blod på tanden.
“Henrik er en fantastisk læremester. Men sin rolige fremtoning og store viden gav han os unik oplevelse, hvor alle uanset erfaringsniveau gik derfra en stor oplevelse rigere”, fortæller formanden der selv for første gang i 8 år var tilbage i et cockpit.
Fælles baggrund fra luftfart
Henrik Andersen fra Aalborg og vores formand Carsten Hjerresen, har en lang historie sammen.
Den startede tilbage i forrige årtusinde, hvor de gik på flyveskole sammen i Nordnorge. Sidenhen har deres karrierer blandt andet ført dem begge omkring SAS.
Henrik står nu bag Aalborg-virksomheden F16 Sim Experience. ”Jeg synes, at det er fantastisk at se, hvad der er blevet skabt i Foreningen Jordforbindelsen. Jeg kender Carstens historie, og hvordan den ligger til grund for det hele, så derfor vil jeg rigtig gerne bidrage til foreningen”, fortæller Henrik.
Henrik havde derfor tilbudt, at De Grønne Asparges kunne få mulighed for, at komme på flyvetur i en F16.
F16 SIM Experience
Simulatoren ved F16 Sim Experience er udviklet af Kurt ”Kukki” Andersen og har et af verdens mest autentiske og komplette F-16 cockpits, tre Full-HD projektorer og et 270 graders skærmsystem, der giver dig en unik flyveoplevelse.
Stort set alt fungerer som i en dansk F-16 Block 30 MLU. Simulatoren er resultatet af mere end 20 års kompromisløst arbejde – dette giver piloten en unik følelse af at sidde i et rigtigt F-16 cockpit.
F16 Sim Experience holder til midt i passagerterminalen i Aalborg Lufthavn.
Opbakning fra erhvervslivet
”Det er en helt fantastisk mulighed Henrik her giver vores deltagere. Det betyder rigtig meget, at vi får den type opbakning fra erhvervslivet”, siger Carsten Hjerresen og uddyber: ”Som frivillig forening uden kontingenter er vi 100% afhængig af fondsmidler, støtte til frivillige foreninger samt støtte fra erhvervslivet.”
Foreningen oplever stigende interesse fra virksomheder som ønsker at støtte de forskellige aktiviteter.
Det ses med forskellige sponsorater, samarbejdsaftaler osv.
Senest har foreningen modtaget en donation fra Nordvirk til finansiering af driften af netop De Grønne Asparges.
”Vi har dog altid plads til at samarbejde med flere virksomheder”, slutter formanden af med et smil.