Lørdag havde GVL Løkkens fodboldafdeling standerhejsning for klubbens senior, og der er plads til flere.
Cirka 30 fra klubbens serie 3, serie 5 og Oldboys var repræsenteret til velkomst fra fodboldudvalget.
De kunne oplyse, at klubben til den kommende sæson vil bestå af to damesenior, Oldboys, Veteran, et serie 5-hold samt nyoprykkede serie 3, der trænes af Tom Østergaard og Dennis Grubak.
Træning for herresenior vil være tirsdag og torsdag klokken 19 i begyndelsen på kunstgræs i Ingstrup.
Efter en god træningskamp ved standerhejsningen stod stadioninspektør Henrik Røn klar med suppe i klubhuset.
– Vi har stadig plads til flere spillere på alle hold, så går du og drømmer om at komme i gang, eller mangler du en klub, er du altid velkommen hos Idrætsforeningen GVL Løkken.
