Hjørring Kommune er kendt for at have mange fodboldklubber. Fodboldklubber, som hver især bliver drevet af frivillige ildsjæle, som brænder for fodbold og for, at børn har en fritidsaktivitet at gå til.
De sidste par år er dog gået så godt, at priserne er væltet ned over klubberne fra både DBU og AaB.
Det hele startede i 2023 hvor Bagterp IF Fodbold blev kåret som årets klub i DBU Jylland Region 1.
I 2024 er prisregnen dog intensiveret over Hjørrings klubber, i den forgangne uge er først Vrå/Børglum IF blevet kåret som årets klub i DBU Jylland Region 1. Dernæst gjorde kommunens klubber ”rent bord” i forbindelse med at AaBs partnerklubber blev hyldet under kampen i 3F Superligaen, mellem AaB og Viborg FF.
Først blev Team Horne-Hirtshals udnævnt til årets partnerklub, dernæst blev Magne Hedegaard Karlsen fra Bagterp IF hyldet som årets holdkammerat, inden at formand i Lundergård IU Fodbold, Michael ”MC” Christensen, blev hyldet for sine knap 30 år i LIUF Fodbolds bestyrelse ved at blive kåret som årets frivillig.
De ovenstående anerkendelser er et tydeligt tegn på, at det går rigtig godt med fodbolden i Hjørring Kommune. Men hvordan, og ikke mindst hvorfor?
Tobias Ørtoft, Børneudviklingstræner i Bagterp fortæller:
”De fire klubber, som netop er blevet hædret har på hver sin måde besluttet at vi vil prioritere børnefodbolden.Det betyder samtidigt, at vi som klubber forpligter os til at investere, både organisatorisk og økonomisk i, at skabe de bedste mulige rammer for vores børn.”
Michael Christensen supplerer i sin egenskab af formand i LIUF Fodbold:
”Derudover er vi i klubberne blevet enige om, at vi prioriterer samarbejdet over konkurrencen. Hvis vi på tværs af klubberne evner at samarbejde og sikre vækst, så gavner det udviklingen i ikke blot vores egen klub, men i alle Hjørring Kommunes fodboldklubber.”
Det er dog ikke en opgave, som kommer af sig selv – det kræver både et stort arbejde, og ikke mindst masser af frivillige. Anders Holm Schlie, som er børneudviklingstræner i Team Horne-Hirtshals fortæller:
”Disse priser kommer ikke af sig selv, det kræver hårdt arbejde. Det er ikke kun blandt vores frivillige børnetrænere, og i bestyrelsen i klubberne, men ligeså meget blandt de cafeteria ansvarlige eller øvrige frivillige, som er med til at skabe de trygge rammer i og omkring klubberne.”
De fornemme titler til de ovennævnte personer og klubber er dog ikke ensbetydende med, at udviklingen stopper her.
”Med så fornem en hæder, som årets klub i Region 1, kommer også en vis forpligtelse, i forhold til at fortsætte den positive udvikling. Her vil vi fra klubbernes side rigtig gerne f.eks. prioritere, at der indgås samarbejder med dagplejer, vuggestuer, børnehaver og skoler/SFO’er, på tværs af hele kommunen. “Vi ser med ydmyghed og optimisme fremad,” fortæller Mogens Juulsen, som er børneudviklingstræner i Vrå/Børglum IF.
Klubberne kan dog ikke gøre det alene, og der er ingen tvivl om, at hvis den positive udvikling i breddefodbolden i kommunen skal fortsætte på det samme høje niveau, så kræver det også at der er politisk, og kommunal opbakning til at forbedre de faciliteter og rammer, som de respektive foreninger opererer under i dag. Vi fire klubber ser alle en stor udfordring ift. kapaciteten i både hallerne, og ikke mindst de kunststofbaner, som er tilgængelige for klubberne i Hjørring Kommune, særligt i Hjørring by, viser den seneste kapacitetsanalyse af halområdet, at der er behov for at ”gøre noget”.
Fra foreningerne er de klar, og de håber, at kommunen er det samme – i foreningernes optik står de stærkt, men i fællesskab kan man få skabt noget unikt.