Dansk fiskeri kan se frem til et stærkt rygstød fra alle partier i Folketinget. Partierne er enige om at udvikle fiskeriet i en grøn og mere bæredygtig retning med en bred aftale om fordelingen af knap 917 mio. kr. fra den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) for perioden 2021-2023.
Den brede enighed blandt partierne fører blandt andet til, at der afsættes 436,8 mio. kr. til en række grønne og bæredygtige indsatser. Det er for eksempel til udvikling og afprøvning af grønne teknologier, nye fiskerimetoder, udvikling af fangstredskaber, vandløbsrestaurering og miljø- og klimaforbedringer i akvakultursektoren. Derudover er der afsat midler til at håndtere problematikken om sæl og skarv, der ødelægger fiskernes fangst. Aftalen styrker også indsatsen mod spøgelsesnet, ligesom der sættes penge af til at støtte og udvikle det skånsomme og nære kystfiskeri til gavn for de mindre lokalsamfund. De danske fiskeriforeninger vil desuden kunne få støtte til fremme af salg af fisk.
Fiskeriminister Rasmus Prehn glæder sig over det gode samarbejdsklima, der har været hele vejen igennem forhandlingerne.
– Jeg er glad for, at vi kan lande så bred en aftale, hvor vi i fællesskab giver et historisk beløb direkte til grøn omstilling i fiskeriet. Vi er alle gået til forhandlingerne med en ambition om at hjælpe fiskeriet med at udvikle sig i en bæredygtig og mere klimavenlig retning, så de danske fiskere står bedre rustet mod fremtidens udfordringer. Jeg vil gerne sige tak til partierne for deres engagement og samarbejde. Det er folkestyret, når det er bedst, siger fiskeriminister Rasmus Prehn.
Citater fra partierne bag aftalen
Torsten Schack Pedersen, fiskeriordfører for Venstre:
– For Venstre er det vigtigt, at aftalen fremmer den grønne omstilling inden for såvel fiskeri som akvakultur. Det er danske styrkepositioner, som får en håndsrækning til en grøn omstilling. Samtidig sikres der en fornuftig indsats for kystfiskeriet og til udvikling af nye og mere skånsomme redskaber. Endelig har det været vigtigt for Venstre, at der også prioriteres en indsats for at fremme afsætningen af dansk fisk.
René Christensen, fiskeriordfører for Dansk Folkeparti:
– Dansk Folkeparti er rigtig glade for, at vi nu har fået landet en aftale på fiskeriområdet på 300 millioner kroner årligt. Vi er specielt glade for, at vi har fået med, at man vil se på problematikken omkring sæler og skarv i de danske farvande. Nu bliver der sat penge af, så vi også kan finde nogle løsninger. Vi er også rigtig glade for, at vi har kunnet få sat ekstra penge af til afsætning. Det er vigtigt, at de fisk vi lander i Danmark kan få en så høj pris som muligt, og at vi kan skabe nye markeder.
Rasmus Nordqvist, fiskeriordfører for SF:
– I SF er vi glade for, at aftalen støtter det skånsomme kystnære fiskeri og sætter gang i en klimaomstilling af fiskeflåden.
Susan Kronborg, fiskeriordfører for Radikale Venstre:
– Radikale Venstre er meget glade for særligt, at der er prioriteret EU midler til det skånsomme fiskeri og skånsomme fiskeredskaber. Og Radikale Venstre er stolte over, at have fået snor i EU støtten sådan -, at hvis der er snyd, hvis der er skattesnyd, hvis der er skattely – så trækker vi støtten tilbage – tilbage til fælleskassen.
Søren Egge Rasmussen, fiskeriordfører for Enhedslisten:
– Enhedslisten har prioriteret det skånsomme kystnære fiskeri i forhandlingerne. Vi ser også frem til at fiskerikontrollen bliver forbedrer og som noget nyt startes oprydningen af tabte fiskeredskaber, der udsættes åleyngel og erhvervsmæssig anvendelse af tang bliver støttet. Havbrugene får ikke en krone, men til gengæld er der midler til at udvikle fiskeopdræt på land.
Per Larsen, fiskeriordfører for Konservative:
– Vi Konservative har lagt vægt på at fremme den grønne omstilling, med reduktion af co2 udledning, samt sikre faciliteter i de mindre havne og investere i kystfiskeriet. Vi har også haft stor fokus på fremme af afsætning af spisefisk, som kan medvirke til højnelse af folkesundheden.
Peter Seier Christensen, fiskeriordfører for Nye Borgerlige:
– Nye Borgerlige er glade for at være med i aftalen om Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogrammet. For os har det været vigtigt, at kystfiskeriet bliver tilgodeset, at akvakultursektoren fremmes, samt at der afsættes midler til den enkelte fisker, der ønsker at afprøve nye tekniske muligheder eller nye fiskerier.
Henrik Dahl, fiskeriordfører for Liberal Alliance:
– Det er positivt, at vi på fiskeriområdet kan blive enige om, at den bedste måde at nå grønne målsætninger er ved at understøtte udviklingen og udbredelsen af ny teknologi.
Franciska Rosenkilde, politisk leder for Alternativet:
– Det har været hårde forhandlinger men nu har vi endelig fået en fin aftale i hus. EHFAF har traditionelt været almindelig erhvervsstøtte til fiskeriet, men nu er tilgangen vendt 180 grader. Nu er fokus på en grøn omstilling af fiskeriet og det er vi i Alternativet glade for, for hele samfundet har brug for at også fiskerierhvervet kommer i gang med en omstilling til et bæredygtigt erhverv.
Kasper Roug, fiskeriordfører for Socialdemokratiet:
– Jeg er rigtig glad for, at et så bredt flertal i Folketinget er enige om at styrke udviklingen af det kystnære og skånsomme fiskeri. Konkret sætter vi midler af til at skabe bedre faciliteter i de mindre havne, hvor der landes kystfanget fisk, så det bliver nemmere for fiskerne at afsætte deres fangst til glæde for både fiskerne og forbrugerne. Det er også godt for lokalsamfundene, der har stor glæde af et velfungerende og sundt kystfiskeri.
Sådan fordeler midlerne sig
Tabel 1 Fordeling af midler for perioden 2021-23
|
|||||||||||||||||||||||||||
|
Om aftalen
Aftalen er indgået med alle Folketingets partier. Sammenslutningen af medlemmer kendt som Frie Grønne er ikke en del af aftalen.
Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) er det finansielle instrument til at gennemføre EU’s fælles fiskeripolitik og maritime politik. Aftalen er en udmøntning af EHFAF, og fastlægger således udmøntningen i form af det danske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram for 2021-2023.