Af Poul Steenbeek
Emmersbæk
Sognepræst
Én af de værste ting ved forældreskab er, at man nogle gange kan føle sig så magtesløs. Man vil det bedste for ens barn. Man vil have at ens barn er rask og lykkelig, men man kan ikke altid kontrollere det. Der er altid ting i ens barns liv, som man ikke kan styre. Og nogle gange gør de her ting, at ens barn har det rigtig svært. Det kan f.eks. være pga. ydre omstændigheder, valg ens barn selv har truffet, eller sygdom.
I dag hørte vi om en far, der følte sig magtesløs og desperat. Hans søn var besat af en ond ånd. Knægten led af noget vi nu om dagen nok ville betegne som kroniske sygdomme. Han var både døvstum og led af epilepsi-lignende anfald, hvor han fald på jorden og vred sig til han fik fråd om munden. Der havde været gange, hvor de her anfald var ekstra farlige, fordi de skete lige ved siden af en bålplads eller ved søen. Forældrene havde med nød og næppe kunne redde ham fra ilden og vandet, men de kunne ikke gøre ham raske. De var magtesløse. Alle deres gode intentioner og alt deres hårde arbejde for deres søn virkede forgæves, fordi sygdommen var ved at ødelægge hans liv.
Der er mange ting, der kan gøre at man føler sig magtesløs. På en måde kan man godt sige at magtesløshed er et livsvilkår. Følelsen af afmagt er en del af at det være menneske. Man kan føle sig afmægtig når familiemedlemmer, venner eller en selv har det svært. Man kan føle sig afmægtig når man ser nyhederne og verden virker til at ramle sammen. Det kan være skræmmende at høre beretninger om klimaændringer, hungersnød, naturkatastrofer, eller krig uden at man kan gøre særlig meget ved det.
Vi har alle sammen været berørt af nyhederne om krigen i Ukraine. Og så sidder vi her i Danmark og det er så begrænset hvad vi kan gøre. Vi kan komme med støtteerklæringer på de sociale medier; vi kan måske gøre noget for at hjælpe ukrainske flygtninge, men vi kan ikke standse de grusomheder, som sker i krigen. Den her magtesløshed kan være både frustrerende og angstprovokerende. For hvad skal man gøre, når der ikke er noget man kan gøre.
Faren fra historien henvendte sig, i sin magtesløshed, til Jesus. Eller rettere sagt, så henvendte han sig til Jesus’ disciple, for Jesus var lige væk på det tidspunkt. Men disciplene var lige så magtesløs som faren selv. Ingen kunne stille noget op. En fornemmelse af fortvivlelse spredte sig igennem faren og disciplene og hele den folkemængde, der så på. Og fordi de ikke kunne andet, begyndte de at diskutere med hinanden. Da Jesus kom tilbage, blev han voldsomt irriteret. Irriteret over at de stod og småskændes, som en flok høns, der var gået i panik. Irriteret over at de ikke havde fattet det, han havde prøvet at forklare dem i alt den tid. Så igen skar han det ud i pap for dem. ”Det er tro det handler om! Det er kun igennem tro at drengen kan helbredes.” Faren så på Jesus og var i syv sind. Jesus var vist nok hans søns eneste chance, men han kunne også mærke tvivlen i ham selv. Hvad hvis han tvivlede for meget? Så han råbte: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”
Men hvad vil det egentligt sige at man tror?
Tro kan sammenlignes med en situation, som mange af os har stået i, som barn og måske også som voksen. Nemlig når man om vinteren kommer til et vandløb eller en sø, der er frosset til. Og af en eller anden uforklarlig grund får man lyst til at gå på isen, men man ved også at det kan være farligt. Så først sætter man én fod på isen. Man lægger lidt vægt på og mærker efter om isen giver sig. Man lytter efter om det ikke knirker for meget. Men så kommer man til det øjeblik hvor man skal lade det bære eller briste; det øjeblik hvor man sætter begge fødder på isen. Tro er som det her øjeblik, hvor man sætter begge fødder på; hvor man overgiver sig til isen.
Ved at råbe: ”Hjælp min vantro!” overgav faren sig til Jesus. Han overgav al sin afmagt til Jesus og satte sit spinkle håb til ham. Heldigvis var det nok. Jesus tog drengen ved hånden og helbredte ham. Men hvad vil det konkret sige for os? Kan vi med tro overvinde krigens grusomheder, klimaændringers trusler og sygdommes smerter? Kan vi igennem tro overkomme vores magtesløshed? Er tro, med andre ord, en genvej til magt; en måde at gøre os selv til mini-guder? Eller sker der noget andet i troen?
Jesus selv fortalte at troen ikke er en måde at få magten på, da han sagde at visse dæmoner kun kan uddrives ved bøn. For igennem bøn anerkender vi nemlig vores afmagt og lægger det hele i Guds hænder. Det gør vi hver gang vi beder Fadervor og siger: ”Din vilje ske.” Igennem bøn udtrykker vi vores tro. Så sætter vi begge fødder på isen og så må det være op til Gud om det bærer eller brister.
Gud lover at han vil helbrede alt ondt, ligesom Jesus helbredte den lille dreng. Men han lover ikke at gøre det her og nu, lige når vi ønsker det. Gud gør det på sin tid. Derfor oplever vi i mellemtiden tider med mørke og ondskab, hvor vi er fuldstændig magtesløse. Vi oplever bl.a. krigens dæmoner, sygdommens dæmoner og ulykkers dæmoner. Og ligesom disciplene oplever vi at vi ikke bare kan drive dem ud. Men igennem bøn overgiver vi os til Gud, så Gud kan føre os til stedet og tiden, hvor Kristus vil uddrive det onde for os. På den måde bliver det, som det udtrykkes i én af de gammeltestamentlige salmer: ”Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig.” Sagt med andre ord: ”Selv om jeg oplever ondskab, så ved jeg I troen at ondskaben vil blive besejret, for jeg er i Guds hænder.”
Amen.
Tekster til 2. søndag i fasten
Tekstrække: Anden række
* Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag.
Epistlen skrives i brevet til hebræerne: Enhver ypperstepræst, som tages blandt mennesker, indsættes til på menneskers vegne at gøre tjeneste for Gud ved at frembære gaver og slagtofre for deres synder. Han kan føle med de uvidende og vildfarende, fordi han også selv er et skrøbeligt menneske og derfor må frembære syndoffer for sig selv såvel som for folket. Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud. Således gav heller ikke Kristus sig selv den ære at være ypperstepræst, men det gjorde Gud, som sagde til ham: »Du er min søn, jeg har født dig i dag,« ligesom han også et andet sted siger: »Du er præst for evigt på Melkisedeks vis.« Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.« Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.« Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!« Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!« Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«