Det er nu 3 år siden, at der sidst er blevet elfisket i Uggerby Å. Lørdag var dermed vel at mærke første gang, efter at omløbsstryget blev etableret ved Bindslev Gl. Elværk.
Forklaringen på dette er kort fortalt, at Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn (SFHO) og Liver å Lystfiskerforening har lavet en aftale med Dansk Center for Vildlaks (DCV).
Derfor var det en flok spændte medlemmer af SFHO, der lørdag morgen mødte op ved omløbsstryget vest for Bindslev, hvor de elfiskede i det skønneste efterårsvejr. Resultatet blev 24 havørreder elfisket på strækningen fra Bindslev til Uggerby.
Havørrederne var fordelt på 19 hunner og 5 hanner, idet største fisk var på 75 cm. Ifølge SFHO ikke helt det resultat, som de have håbet på. Det burde angiveligt have været bedre på den lange strækning, hvorpå der blev elfisket, men konklusionen er den, at fiskene efter at der er skabt fri passage i både Bindslev og Mosbjerg nok skal findes højere oppe i Uggerby Å.
For at opfylde de krav, der stilles til SFHO i forhold til opdræt af vildtfisk må de derfor ud igen om et par uger for at finde de resterende fisk, der må og skal til for at få den fornødne genetiske variation.
Der elfiskes derfor igen den 16. november, og alt efter vejret og vandstanden i åen vil foreningen forsøge på strækningerne Ilbro til Sindal samt Mosbjerg til Bindslev.
Det vil sige med to hold for at dække så meget af vandsystemet som muligt, da de også må omstille sig og lære fiskenes nye vandringsmønstre efter, at de tidligere to store spærringer i åen nu er borte.
Der er altså behov for hjælp, så sæt nu allerede datoen af i kalenderen, så du som medlem kan hjælpe din forening med det vigtige arbejde i Uggerby Å.
Foto: SFHO.
Link til relaterede artikler
Årets klubmester hos Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn