Fredagens første fysiske morgenmøde efter den store genåbning blev indledt med en ekstraordinær generalforsamling, idet der skulle vedtages en vedtægtsændring hos Hirtshals Handel & Erhverv.
Efter den forventede vedtagelse var der blandt meget andet en orientering med velkomst til tre nye bestyrelsesmedlemmer, hvorefter Leif Lund Jakobsen fra Hjørring Kommune orienterede om Naturmødet 2021, som næste weekend afvikles med base i Hirtshals.
Herefter var det turistchef Laila Zielke, der orienterede om nyt fra Hirtshals Turisme. Det handlede blandt andet om den ny formand Rikke Vandsted og flytningen af Turistkontoret til Det Gamle Rådhus samt masser af aktiviteter og renoveringen af aktivitetsvognen, der blev forestået af Byforums handy Fortovsmatroser.
Fra Hjørring Kommune orienterede desuden det konservative byrådsmedlem Mette Jensen, der berettede om rejsegildet ved Lægehuset og status på byggerierne af Aldi og Rema 1000 på henholdsvis Stoltzes Plads og i Svinget. Mette Jensen fik også nævnt separatkloakeringen og den triste oversvømmelse hos Café Møller. Desværre kunne hun tillige nævne den aflyste Fiskefestival i 2021, hvor man dog vil forsøge at gennmemføre kokkekonkurrencen Local Cooking.
Endelig var Fjord Line repræsenteret af markedschef Lina Lägel Pedersen. Markedschefen kunne i sagens natur berette om et vanskeligt år for det store rederi, hvis tre færger sejler under dansk flag og har hjemhavn i Hirtshals. Rederiet afventer nu næste genåbning i Norge.
Blandt de virkeligt spændende emner, der blev vendt, var også bestræbelserne på at etablere Nordsøen Fri Fagskole. Det initiativ kommer læserne senere til at høre meget mere om.
Afslutningsvis skal handelschef Per Martensens præsentation af programmet hos HHE nævnes, idet der på trods af en aflyst Fiskefestival og et reduceret Naturmøde kommer til at ske rigtig meget i Hirtshals.
Ikke mindst lørdag den 26. juni med nedennævnte kæmpe genåbningsfest i og for havnebyen.