Mandag blev der skrevet et lille stykke historie i Nordsøen Forskerpark. Her blev den første kandidatstuderende nemlig færdiguddannet på DTU Hirtshals Campus.
Der er tale om 25-årige Martins Plikss fra Letland, som siden 2023 har læst sin kandidat i Bæredygtigt Fiskeri og Akvakultur på DTU Aqua i Forskerparken.
Mandag forsvarede han sit speciale i energiomsætningen hos fisk i akvakultur – og resultatet var et flot 12-tal.
– Jeg er virkelig glad og lettet over at være nået i mål. Det har været en spændende, sjov, hård og lærerig tid, og jeg er beæret over at være den første, der får sin kandidat fra DTU Hirtshals Campus, siger Martins Plikss.
– Jeg har virkelig følt mig privilegeret og taknemmelig over at studere her i Hirtshals, hvor der er samlet så meget ekspertviden inden for akvakultur og fiskeri. Det har været virkelig lærerigt, og faciliteterne er helt i top. Jeg ser stedet her som akvakulturens Mekka, tilføjer Martins med et grin.
Martins, der har haft studiejob hos nabovirksomheden Danish Salmon, tager sig nu en god, lang sommerferie hjemme i Letland, før han igen begiver sig ud på arbejdsmarkedet. Han har endnu ikke et job på hånden og er meget interesseret i at komme i kontakt med interesserede virksomheder i Danmark.

En milepæl for Nordsøen Forskerpark
Det er to år siden, DTU Aqua indviede sit nye Hirtshals Campus i Nordsøen Forskerpark, og direktør Hanne Kvist glæder sig over at se den første studerende færdiggøre sin uddannelse i Forskerparken.
– Vi ønsker Martins et stort tillykke med færdiggørelsen af sin kandidat. Det er en milepæl for både ham og Nordsøen Forskerpark, og vi er stolte af, at der bliver uddannet kandidater i bæredygtigt fiskeri og akvakultur her i huset. Vi er rigtig glade for de stærke synergier, det skaber at have et uddannelsessted som DTU Aqua i vores blå erhvervsfællesskab, siger Hanne Kvist.
Også Institutdirektør på DTU Aqua, Fritz Köster, lykønsker Martins Plikss med kandidaten:
– Det er en stor glæde for os at se den første studerende færdiggøre sin kandidat på DTU Hirtshals Campus i Nordsøen Forskerpark. Der er blevet skabt et stærkt studiemiljø i de nye, moderne faciliteter, og vi ser frem til at se flere følge i Martins’ fodspor i de kommende år, siger Fritz Köster.
Foruden kandidatuddannelse i Bæredygtigt Fiskeri og Akvakultur kan man også læse to semestre af diplomingeniøruddannelsen Fiskeriteknologi på DTU Aqua i Hirtshals.
Foto: Nordsøen Forskerpark.


