Den har ladet vente på sig, men søndag eftermiddag i Tornby Hallen kom den så endelig. Håndboldherrernes første sejr i 2. Division!
Efter blot et enkelt point i de første 5 turneringskampe blev Team Favrskov Håndbold besejret i en tæt og intens kamp i Tornby Hallen, der var fyldt til bristepunktet med et højlydt og heppende hjemmepublikum.
Gennem hele første halvleg leverende Tornbys hold en flot og koncentreret indsats, hvor det konstant førte med 2 – 3 mål. I halvlegens døende minutter nåede Team Favrskov dog op på siden af hjemmeholdet, og holdene gik til pause med det uafgjorte halvlegsresultat 14-14.
2. halvleg blev en ulidelig spændende forestilling, hvor holdene skiftedes til at føre med et mål eller to. I kampens sidste 10 minutter hev Tornby imidlertid det spil frem, der kendetegner holdet – kontant og effektivt forsvarsspil og lynhurtigt angrebsspil.
Med disse midler slog Tornby et hul på 3 – 4 mål til modstanderne, og selv om Team Favrskov forsøgte med et ultra offensivt forsvarsspil, kunne de ikke fange hjemmeholdets spillere. I kampens sidste par minutter var sejren aldrig i fare, og Tornby-spillerne kunne efter kampen – og sejren på 27 – 24 – for første gang i sæsonen lade sejrsråbet lyde i hallen.
Sejren kom i hus på baggrund af en flot holdindsats, hvor alle spillere leverede deres ypperste. Hjemmeholdets topscorer blev Sebastian Kjær med 8 mål.
Også Tornbys kvinder i 3. Division snuppede en sejr i denne weekend, da holdet lørdag på hjemmebane besejrede Hjallerup med 24-20. Holdet er ubesejret i sæsonen og fører rækken med maksimumpoint.
Næste kamp spiller herrerne søndag, den 10. november kl. 15.05 mod Skovbakken i Vejlby-Risskov Hallerne, mens Tornbys kvinder spiller ude mod Hjallerup i Hjallerup Idrætscenter lørdag, den 9. november kl. 12.15.