Denne første søndag i advent åbnes dørene igen til årets julemarked på Børglum Kloster. Det er en tradition, der kombinerer historisk atmosfære med julens varme og hygge. Fra kl. 10 til 17 kan gæsterne opleve en dag fyldt med stemning i de historiske rammer på Danmarks Bedste Museum.

Julemarkedet byder på en lang række oplevelser som de private, julepyntede stuer, der kun er åbne i juletiden, håndværksboder med julepynt og delikatesser, en stor julepyntsudstilling samt klosterets faste historiske udstillinger. Der er gratis parkering, og entrépriserne er 120 kroner for voksne, 50 kroner for børn mellem 7 og 12 år, mens de yngste under 6 år kommer gratis ind.

Midt i julemarkedets summen finder man en af klosterets skjulte perler, som er Café Vognporten, drevet af Lisbet Hansen. Caféen er kun tilgængelig for gæster med entrébillet eller årskort, men for dem, der træder indenfor, venter en oplevelse af både smag og stemning.

Her kan man varme sig med lune juleretter, nyde en god frokost eller afslutte dagen med kaffe og kage. Klassiske julelækkerier som gløgg og æbleskiver er naturligvis på menuen, og forudbestilling giver mulighed for brunch, smørrebrødsbuffet eller afternoon tea via Cafe Vognporten.
Med kombinationen af julemarkedets mange aktiviteter og Café Vognportens kulinariske tilbud er Børglum Kloster et oplagt mål for dem, der ønsker en dag i julens tegn med både tradition, hygge og historisk charme.


