Det var angiveligt intet mindre end en fantastisk dag, hvor omkring 170 gæster deltog, da første spadestik blev taget til det kommende svømmecenter ved Idrætscenter Vendsyssel.
Det var også sjette gang, at bestyrelsesformand Torben Fisker og Eskild Pedersen tog det ærefulde første spadestik. Denne gang vel at mærke til et projekt, der uden tvivl er det største hidtil.
Som Torben Fisker så fint påpegede i sin tale, passede det regnfulde vejr perfekt til dagen, som naturligt nok involverede en hel del vand.
Efter spadestikket rykkede alle hurtigt indendørs, hvor både borgmester Søren Smalbro og områdedirektør Jakob Søe Lundgaard fra NCC holdt et par flotte taler. Til sidst rundede Arne Larsen-Ledet fra Vrå Beboerforening af med et flot og humoristisk indslag.
Tovholderne er derfor også stolte over, at så mange deltog og var med til at sende byggeprojektet godt på vej.
Foto: Idrætscenter Vendsyssel.