Forleden fik Birthe Nesgaard Johansen, som står bag Vandrefuglens Univers, gennemført den første af seks vandreture, som hun har lavet i samarbejde med HAVS Nørlev Strand.
Det blev en blæsende tur i den skønne og barske natur i og omkring Nørlev. Med den vejrudsigt og med tanke på, at mange har sommerferie og andre gøremål, var hun meget spændt på, hvor mange der ville med på turen.
Det glædede hende derfor, at en halv snes friske vandrefolk hoppede i regntøjet og fulgte med på den skønne tur i det meget varierede terræn. Trappen, de skulle have været nedad, var slynget halvvejs op ad kystsikringen, så en alternativ rute skulle der til.
– Sådan er det ved Vesterhavet, uanset om jeg har prøvegået turene, går det ikke altid som planlagt. Nå, men kun en enkelt byge blev det til, ellers kun lidt fistregn, jeg mener endda, at vi så et glimt af solen, så alt i alt en skøn tur i herligt og livligt selskab, fortæller Birthe Nesgaard Johansen.
Inden vandrerne drog afsted fra HAVS, fortalte Vita lidt om den nye sundhedspolitik hos Hjørring Kommune. Ligesom hun filmede lidt undervejs, idet de små videoklip skal bruges i en inspirationsvideo til den nye sundhedspolitik.
– Det kan da kun blive godt med de skønne fotomodeller, der var med på turen. Vi er alle meget spændte på at se, hvad Vita har fået ud af vores tur, og vi glæder os til at se videoen, tilføjer Birthe Nesgaard Johansen.
Efter den lidt grå, men friske tur, blev der afsluttet med lækker mad og drikke på HAVS Nørlev Strand. Arrangøren forsikrer i den anledning, at de laver pokkers god mad.
Foto: Privat.
Hvor og hvornår er de næste ture