Forgæves rekruttering af kvalificerede medarbejdere er allerede blevet hverdag i mange virksomheder. Og udfordringen bliver kun større i fremtiden – HVIS ikke vi tænker og agerer anderledes, end vi gør i dag.
Det var baggrunden for, at Business Hjørring denne eftermiddag inviterede til workshoppen ”Fremtidens generationer på arbejdspladsen” og deltagerne blev i den grad inviteret til refleksion.
- Hvad bidrager de unge særligt med til din arbejdsplads?
- Hvad udfordrer dig mest, når det kommer til ledelse af de unge?
- Skal man yde før man kan nyde?
- Er kønsidentitet en social konstruktion eller biologisk determineret?
Det er blot et uddrag af de mange spørgsmål til refleksion, hvor nogle delte vandende. Mange af dem viste dog også en tydelig tendens for en holdning, som måske er mere udpræget i det nordjyske udkantsdanmark end andre dele af landet. Det var i hvert fald den lidt drillende påstand, som oplægsholderen Mia Nyborg Jørgensen (som selv oprindeligt er fra Herning-området) kom med, under den 3 timer lange workshop.
Mia Nyborg Jørgensen er ansat som specialkonsulent i Komponent og står blandt andet bag publikationen ”Ledelse af Unge”.
Workshoppen havde sit udspring i magasinet, hvis resultater bygger på interviews med unge medarbejdere og ledere, og som er opdelt i disse 6 indsigter:
1: Udvikling – Tag initiativet til udvikling
2: Fleksibilitet – Rammer kan udfordres
3: Relation – Vær en leder i øjenhøjde
4: Feedback – Skru op for anerkendelsen i det daglige
5: Fællesskab – Dyrk det sociale, det faglige og det mangfoldige
6: Mening – Gør formålet synligt
Gode konkrete råd
”Vi skal som virksomhed både kunne tiltrække unge medarbejdere, og skabe de bedste rammer for dem, så de unge trives, skaber værdi og har lyst til at blive.” sagde Mia Nyborg Jørgensen. ”For at kunne dette må vi være modige og turde udfordre ”plejer”, f.eks. i vores jobannoncer, hvor arbejdsmiljø og stemning bør fylde langt mere end selve opgaverne.”
Et andet godt råd fra dagen var at prøve at give en nyansat medarbejder opgaven at notere alle dennes ”undringer” i de første 3 måneder af en ansættelse, stort som småt. Det kan gøre virksomheden meget klogere på, hvordan den fremstår overfor nye. Måske er det små tilpasninger, der kan gøre en forskel, noget skal måske planlægges lidt grundigere og noget må der måske siges nej til.
De store begivenheder i tiden former os
Trump, Putin, BREXIT, Covid19 – er nogle af begivenhederne i den seneste tid, som kommer til at forme de kommende generationer på arbejdspladsen, var et andet af Mias budskaber.
De såkaldte ”formgivende begivenheder” – som man i forskningen kalder dem – er begivenheder, der er sket indenfor de formative år i alderen 15-30 år, og er således begivenheder, der kommer til at ”bo inde i os” – de føles i maven. Derfor har de så stor betydning for, hvordan vi opfatter livet og dermed også vores arbejdsliv.
Herunder ses en beskrivelse af de nye og kommende generationer.
Vi bliver nødt til at forstå de unge
Boligselskabet BoVendia, med Johnny Jensen i spidsen, havde valgt at deltage i workshoppen med 4 personer fra ledelsen, da de var enige om, at emnet er vigtigt.
”Vi er stor fan af Ungegarantien – vi har alle et fælles ansvar for at unge bliver en del af arbejdsmarkedet”, sagde han, da vi spurgte ind til deres motivation for at deltage, og hvad de fik ud af eftermiddagen.
“Vi har fået øjnene op for, hvordan vi bedre tiltrækker de unge. Vi har nok så mange idéer selv, men det er så vigtigt med en indsigt i de unges tankegang. Man bliver nødt til at forstå dem bedre og agere derefter – og tænke alle sine medarbejdere som et hold, hvor den enkelte skal spilles god. Og det er jo ikke det samme, der er gældende for den ældre og yngre generation. Vi har helt klart fået en masse at tænke over” siger han.
Kilde: Business Hjørring.