Mød mig på Cassiopeia er som bekendt en dansk musicalfilm fra 1951, instrueret af Torben Anton Svendsen, med manuskript af Fleming Lynge og Børge Müller. Filmen huskes imidlertid især for en række melodier skrevet af navnkundige Kai Normann Andersen.
Det er dermed også noget af en udødelig filmklassiker, som Hjørring Sommerspil modigt tager livtag med i dette års livsaligt sprudlende satsning i Sct. Knuds Kilde. Mytologiens græske guder besøger kort fortalt jorden og laver intrigante forviklinger i en i forvejen vaklende teateropsætning.
Det var da også netop sangene og dansen samt de forlokkende mytologiske gevandter, der oprindeligt gjorde musicalfilmen til lige præcis en populær klassiker, som blev løftet til vejrs af blandt andre Bodil Kjer som musen Polyhymnia, Lily Broberg som sangerinden Irene Berger, Poul Reichhardt som løjtnant Harry Smith og Johannes Meyer som Zeus.
I den lokale opsætning er disse roller spillet særdeles veloplagt og indlevet af henholdsvis Louise Vestergaard Christensen, Christian Meyer, Rune Møller Nielsen og Benjamin Lannerö. Rigtig mange andre lokale burde være nævnt, hvis ikke det ville blive for langt og omfattende i denne kontekst, idet de alle som én på fornem vis løfter arveguldet, der blev efterladt af dansk films store stjerner.
Dette års forestilling kan måske dermed bedst karakteriseres med en noget slidt kliché, idet den vitterligt i begrebernes bedste betydninger fortsat er både folkelig og fornøjelig med en god portion lagret og nu frisat nostalgi. Her går mytologi og musikalitet fornemt i spænd hos Hjørring Sommerspil.
Det er derfor endnu en gang imponerende, hvad en stor flok amatører (igen i ordets bedste betydning) og frivillige både på og bag scenen formår at skabe i Sct. Knuds Kilde. Arveguldet er loyalt fortolket, smukt iscenesat, stærkt instrueret og fantastisk flot udfoldet under åben himmel.
Det er altså bare med at komme afsted til en rigtig munter aften!
Link til relateret artikel
Hjørring Sommerspil har onsdag premiere med Mød mig på Cassiopeia