Fiskeriet og fiskeindustrien i Nordjylland er en vigtig del af den fødekæde, der gør Danmark til et af verdens rigeste lande – og samtidig forudsætningen for vigtige arbejdspladser langs Nordjyllands kyster.
Derfor slipper klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) ikke med at give EU-regler skylden for, at fiskeindustrien er forhindret i at få tilskud til investeringer i grøn omstilling fra Energistyrelsens erhvervspulje, sådan som andre erhverv.
Det fastslår Venstres nordjyske folketingsmedlem Maja Torp, der blandt andet er medlem af Folketingets erhvervsudvalg og landdistrikts- og ø-udvalg.
I august stillede hun ministeren svar på, hvorfor lige præcis fiskeindustrien er forhindret i at få tilskud fra ministeriets erhvervspulje.
Og nu har hun fået et svar – som hun er alt andet end imponeret over.
-Jeg har fået et svar fra ministeren. Men det er en piv-ringe forklaring, som han ikke slipper med. For jeg kommer sammen med Venstres fiskeri- og energiordførere og brancheorganisationen Marine Ingredients Denmark & European Fishmeal til at forfølge sagen.
-Lige som brancheforeningen undrer jeg mig over, at regeringen mener, at tilskudsordninger til investeringer i den grønne omstilling ikke skal være tilgængelig for fiskeindustrien, når den er det for andre. Det er en position, som regeringen simpelthen skal tvinges til at flytte sig fra.
-Jeg opfatter det som en af mine vigtigste opgaver som nordjysk folketingsmedlem at rydde barrierer for nordjyderne og nordjysk erhvervsliv af vejen. Og det er det her en del af.
-Fiskeriet og fiskeindustrien har altid været livsvigtige erhverv for mange af de nordjyske lokalsamfund. De er ikke så synlige i dag, som i gamle dage, hvor mange flere danskere boede hele deres liv langs Danmarks kyster – og hvor fiskeriet var en del af overlevelsen for alle.
-Men man skal ikke tage fejl af, at fiskeriet er en vigtig del af dansk erhvervsliv – af hele den fødekæde, der gør Danmark til et af verdens rigeste og mest beundrede samfund. Fiskeriet og fiskeindustrien er vigtig for at sikre, at vi har liv og udvikling i hele Danmark – og ikke kun i de store byer.
-Og regeringen skal ikke slippe for at tage stilling ved at henvise til nogle EU-regler, som man ikke kan forklare yderligere. Det kommer vi helt sikkert til at forfølge hele vejen, siger folketingsmedlem Maja Torp.