Hos Naturmødets politiske og administrative ledelse er de dybt taknemmelige for, at Aage V. Jensen Naturfond fortsætter sit mangeårige samarbejde med den store event i Hirtshals.
Denne gang med en betydelig donation på 2,64 mio. kr. over de næste tre år. Siden Naturmødets begyndelse har Aage V. Jensen Naturfond da også været en vigtig partner i arrangørernes arbejde med at samle hele Danmark om naturen.

Den fortsatte opbakning giver arrangørerne mulighed for fortsat at udvikle Naturmødet yderligere og skabe endnu stærkere rammer for dialog, oplevelser og fællesskab.
Leif Lund Jakobsen, chef for Naturmødet, siger om samarbejdets betydning:
“Naturens fremtid kræver, at vi rykker tættere sammen om en større naturforståelse. Med støtten fra Aage V. Jensen Naturfond får vi muskler til at styrke samtalen, engagere flere – og skabe reel bevægelse.”


