Livsmester- Krop og drama i folkeskolen er den fulde projekttitel på det tiltag, som fondsmidlerne fra Spar Nord Fonden er øremærket til hos Vendsyssel Teater. Projektet har til formål at indarbejde dramatiske elementer i undervisningen på tværs af forskellige fagområder.
Ved at integrere drama i klasseværelset stræber projektet efter at skabe en mere levende og engagerende læringsoplevelse, hvor eleverne har mulighed for at udforske komplekse emner gennem kreative udtryksformer. At kropslig og sanselig praksis og læringserfaringer er grundlæggende for elevers trivsel, identitetsforståelse, indlæringsevne og sammenhængskraft understøttes af tidens forskning på området – særligt fra studier med fokus på den tiltagende generelle mistrivsel blandt danske skolebørn.
LIVSMESTER sigter mod at udvikle ressourcer, træning og materialer til lærere, der ønsker at implementere dramabaserede undervisningsmetoder. Ved at styrke lærernes færdigheder og tillid til at integrere drama i de- res undervisning forventes det, at projektet vil have en positiv indvirkning på elevernes motivation, læring og udvikling, navnligt ift. at styrke selvudvikling og mellemmenneskelige relationer.
”Som en bærende kulturinstitution i Nordjylland, ser vi projektet som en fantastisk mulighed for at bruge vo- res kompetencer på et bredere felt end konkret at skabe scenekunst. På den måde kan vi udvide vores indsats og bidrag til den regionale kulturelle sammenhængskraft ved her at gøre en forskel inden for læringsmiljøet og de unges trivsel. Vi er dybt taknemmelige for den generøse støtte fra Spar Nord Fonden – uden økonomisk støtte er realiseringen af sådanne projekter ikke mulig, men nu kan vi virkeliggøre vores vision om at skabe mere dynamiske og engagerende læringsmiljøer. Vi ser ikke alene frem til at iværksætte projektet, men også sammen med Spar Nord Fonden at dele vores erfaring og resultater af arbejdet med både lokale og nationale uddannelsesfællesskaber,” siger teaterdirektør Rolf Heim.
Til en start bliver projektet skabt i samarbejde med 4 partnerskoler i Hjørring Kommune, og forhåbningen er, at det efter projektperioden kan udvides til Kommunens øvrige skoler. Samarbejder som disse samt fondsmidlerne, ser teatret som en tro på værdien af kreativ læring. Investeringen i at fremme innovative undervisningsmetoder kan styrke elevernes læringsoplevelse og selvforståelse – og forberede dem bedre til fremtiden. Den ambition vil teatret gerne have på børnenes vegne.
”I Spar Nord Fonden oplever vi flere kulturprojekter, der ønsker at udbrede kreative metoder til andre fagområder, og vi ser også, at forskning understøtter positive effekter som øget trivsel og stærkere fællesskaber af den tværfaglige indsats. Derfor er Spar Nord Fonden glade for at bakke op om Vendsyssel Teaters projekt med at integrere og udbrede drama i kommunens folkeskoler,” supplerer Bo Uggerhøj, fondsdirektør hos Spar Nord Fonden.
Projektet LIVSMESTER iværksættes i august 2024. Flere detaljer om projektet annonceres løbende.