Tovholderne går nu ind i de sidste to uger med film i denne sæson hos Lønstrup Café Bio. Påsken falder nemlig tidligt i år, og de overdrager derfor den 25. marts biografen til sommerforpagteren.
Det har været en travl og god sæson med masser af arrangementer, lyder det fra bestyrelsen. Blandt andet blev den årlige generalforsamling afholdt i sidste uge. Her tog de afsked med et par medlemmer af bestyrelsen, nemlig Johannes Haandsbæk Vestergaard og Mikkel Breyen Simonsen.
I stedet kunne den resterende bestyrelse byde velkommen til de to nyvalgte, som er Karina Nielsen og Mette Bro.
Udover om sæsonens sidste film kan man herunder læse om de to foredrag og den afsluttende opera-film, som også vises i løbet af de næste par uger.
Kald mig Lucia
Den 13., 14., 15. og 17. samt 20., 21., 22. og 24 marts kl. 19.30
Spanien 2023, coming of age, 2 t. 5 min.
Instruktion: Estibaliz Urresola Solaguren
Aitor er en dreng på 8, som nægter at klippe sit hår og føler sig set, når fremmede tror, han er en pige. Helt tæt på følger vi drengens udvikling og undersøgelse af sit køn, sin identitet og den verden, der omgiver ham, men som ikke altid er lige forstående.
Filmen er instruktørens debut og vandt ved årets filmfestival i Berlin hele tre priser blandt andet for bedste hovedrolle, der gik til den blot 8-årige Sofia Otero.
Hvor længe kan vi og vores celler leve?
Tirsdag d. 12. marts kl. 19.00
Foredrag ved aldringsforskerne Tinna V. Stevnsner og Kaare Christensen
Vi lever længere og længere, og vores helbred er bedre end tidligere generationers. Men kan det blive ved at gå fremad? Eller er vi ved at nå en grænse for menneskets livslængde og helbred? Få svar på dette og hør om aldring af kroppen og dens celler.
Bomben
Tirsdag d. 19. marts kl. 19.00
Foredrag ved kernefysiker Hans Fynbo og videnskabshistoriker Kristian H. Nielsen
Atombomben kom til for over 75 år siden og præger stadig vores verden i dag. Hør både om hvordan bomben blev til og ændrede verden og om fysikken i hvordan atombomber virker. Bomben har ændret den måde vi lever på – spørgsmålet er: kan vi leve med bomben?
Operakoncert
Jonas Kaufmann Galla Event
Søndag d. 24. marts kl. 14.00
Jonas Kaufmann er en tysk stjernetenor. Efter hans succes i rollen som Radamés i Aida vender han tilbage til den næsten 2.000 år gamle Arena di Verona, hvor han vil fortolke tre forskellige karakterer i scenisk form.
Med sig har Kaufmann de to verdensstjerner Sonya Yoncheva og Ludovic Tézier, så man er i det allerfineste selskab på verdens største operascene. Det er et varieret program, der byder på de tre stjernesangere alle i verdensklasse, med arier og duetter af Puccini, Verdi, Giordano, Lehar, Bizet, Leoncavallo, Curtis, Offenbach, Bernstein, Morricone og Zimmer.
Prisen er 150 kr inkl. kaffe og kage.
Tilmelding senest 3 dage før på SMS 5389 1728
Lønstrup Café Bio er en forening, drevet 100% af friviligt arbejdskraft. Hvis du ikke allerede er medlem kan du blive det ved at klikke her. Så er du med til at bevare en perle i Lønstrups og hele Hjørring kommunes kulturliv.
Link til relateret artikel