Kent Ballegaard mener, at det en presset bestyrelse, som har valgt den lette løsning i stedet for at lytte til de spillere, som er tilfredse og glade. Eller i det mindste indlede en dialog med cheftræneren.
– Utak er verdens løn. Jeg føler virkelig, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne i mine to år i Vendsyssel Håndbold. Jeg er stolt over det, vi har gjort. Da jeg kom, havde man to år i træk deltaget i nedrykningsspillet. Nu spiller vi i ligaen – endda et år tidligere end planlagt, siger Kent Ballegaard til Kanal Frederikshavn.
Han er selv den første til at erkende, at ét point i syv kampe er for lidt, men bemærker dog, at oprykkerne har været foran med syv og fem mål i anden halvleg mod Ajax og Silkeborg/Voel KFUM samt førte med ét mål i udekampen mod topholdet Herning-Ikast med kun ni minutter igen,
– Skanderborg-kampen på hjemmebane er jeg træt af. Havde vi vundet den, ville det have været en super godkendt sæson indtil videre. Vi har haft problemer med at gøre tingene færdige, men pilen peger altså i den rigtige retning, vurderer Kent Ballegaard.
Han har markeret sig en træner, der fra start dedikerede sig 100 procent til trænerjobbet i Vendsyssel Håndbold. Efter at klubben stoppede samarbejdet med direktør Jan Hansen har cheftræneren påtaget sig endnu flere arbejdsopgaver, blandt andet tøjvask og trykning af trøjer, idet holdet også har klaret sig uden en holdleder.
– Vi har på flere fronter kæmpet med ressourcerne, og det gælder ikke mindst på banen, hvor vi fik vores playmaker Mette Brandt Nielsen skadet i optakten, og desuden meddelte Nadja Lærke Jensen, at hun er gravid. Du er nødt til at se på præmisserne i denne verden, og derfor synes jeg ikke, at fyringen er i orden. Jeg er p….. skuffet. Det job her var mit liv. Jeg flyttede 110 kilometer væk fra min søn. Fyringen er et hak i tuden, men jeg har prøvet det før og skal nok komme igen, siger Kent Ballegaard.
Bestyrelsen har forfremmet assistenttræner Thomas Kjær til ny cheftræner. Vendsyssels næste kamp er lørdag 17. oktober hjemme mod København.
Kilde: Kanal Frederikshavn.