Saliha Marie Fetteh fortæller i foredraget og drager paralleller mellem livet som kvinde i Irak og de kvinder, som beskrives i hendes nyeste bog ”Med vinden som vidne – slægten fra Uggerby (Historia 2024).
Saliha Marie Fetteh, er født i 1962 i Skagen, men hendes slægt på morens side stammer fra Hirtshals, Kjul, Mygdal og Uggerby.
Første del af sin barndom tilbragte Saliha i Hirtshals, hvorefter familien flyttede til Fyn, hvor hendes far stammede fra. Dette var ikke en beslutning Saliha var glad for, og savnet af bedsteforældrene kom til at påvirke, hvordan hendes barndom og ungdom udformede sig.
Som ung prægede udlængslen Saliha, og hun rejste i en tidlig alder ud i verden. Fyn savnede hun aldrig, men derimod sin mormor i Hirtshals, der fremstod som en tryg base i Salihas hukommelse.
Lande som Tyrkiet, Palæstina/Israel og Tunesien, men især Irak kom til at præge Saliha, der som 24-årig giftede sig med en herboende irakisk flygtning. Parret flyttede derefter til Irak, men Salihas mand kunne ikke klare sig, og han flygtede og efterlod sin kone i et land, hvor man skal have sin mands underskrift for at få udrejsetilladelse. Udrejsetilladelsen fik Saliha imidlertid aldrig brug for, da hun i stedet efter 8 år i Irak blev udvist til Jordan, hvorfra hun rejste tilbage til Danmark, uddannede sig, og fik arbejde som arabiskunderviser.
Gennem årene gik rejserne til Marokko, Egypten, Libanon, Iran, Yemen og igen til Jordan, hvorfra hun i 2020 efter 3 års bosættelse vendte hjem til Odense. Men selvom barndommen er det eneste land, man ikke kan vende tilbage til, så længtes Saliha mod Hirtshals, hvilket blev indledningen til en ny epoke i hendes liv.
I 2023 flyttede hun efter mange års rodløshed tilbage til Hirtshals, hvor hun i dag ofte drager paralleller mellem ørkenen og havet, som foruden billedskønne solop- og nedgange begge synes uendelige og påvirket af vinden. Det ene øjeblik smukke og blikstille – det næste øjeblik utæmmelige og livsfarlige. Men også livet, som det var engang for flere af egnens kvinder, kan ifølge Saliha sammenlignes med adskillige irakiske kvinders skæbne, som hun oplevede dem.
Saliha Marie Fetteh er lektor og cand.mag. i moderne mellemøststudier.
Inkl. kaffe og brød.
Tilmeld
Undervisningssted
Hirtshals Gamle Rådhus
Jørgen Fibigersgade 26
9850 Hirtshals
Byrådssalen
Arrangør er Vendsyssel – Fritid for alle.