Bysbarnet Christian Borrisholt Steen var kun 1 år, da Knud Størup blev borgmester i Hirtshals, men førstnævnte var næsten 30 år, da sidstnævnte stoppede som borgmester i forbindelse med kommunalreformen i 2006, hvor Hirtshals Kommune blev en del af Hjørring Kommune.
– Jeg har altid været en stor beundrer af Størup og har kæmpe respekt for mange af de ting, som han har været en markant drivkraft bag. Det var ikke mindst Størups stædighed og politiske tæft, der sikrede, at vi fik motorvej, næsten, helt til Hirtshals og byens stolthed, Nordsøcentret og Nordsøen Oceanarium var næppe heller nogensinde blevet til noget uden Størup, fortæller Christian Borrisholt Steen.
Forleden aften dukkede Knud Størup nemlig op til Christian Borrisholt Steens foredrag ”Menneskesyn på spil – fortællinger fra 6 år i Det Etiske Råd”. Foredraget foregik i Emmersbæk Kirke, hvor han selv er både døbt og konfirmeret.
– Jeg havde i øvrigt selv fornøjelsen af at arbejde en periode i borgmesterens forvaltning i Hirtshals tilbage i 2004-2005. Det var blandt andet i den periode at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen, nu Hendes Majestæt Dronningen, kiggede forbi og indviede det sidste stykke af E39. Et historisk øjeblik for havnebyen, tilføjer Christian Borrisholt Steen.
Knud Størup fyldte for nylig 85 år.
Link til relateret artikel