Sommerhuset på Mols er baseret på forholdet mellem den ukendte forfatter Ellen Dahl og hendes verdensberømte storesøster Karen Blixen, og deres tilknytning til Ellens sommerhus, Lille Strandkær, der ligger i Mols Bjerge.
De to søstre, der som barn mister deres far til selvmord, mødes et døgn i Ellens sommerhus uden andre end hinanden og den fortid, der har præget dem. Her er ingen vilde eller larmende effekter, men derimod en poetisk-tænksom forestilling, der giver publikum følelsen af, at få nye indsigter i den verdensberømte forfatterindes mere menneskelige side, når de to søstre ”åbner og skjuler sig” for hinanden.
Både Ellen og Karen er med til at præge deres samtid og fremtid. Ellen er med til at grundlægge det, vi i dag kender som Molslaboratoriet ved Naturhistorisk Museum og Karen bliver den verdensberømte forfatter, som vi alle kender i dag. Begge bliver enker, før de fylder 50 år og ingen af dem får børn.
Så kære publikum velkommen til året 1946, hvor vi befinder os på Mols uden for ellen Dahls sommerhus. Hun har fået besøg af sin berømte søster Karen Blixen, som hun ikke har set i flere år. Vi tilbringer et døgn sammen med søstrene, hvor både fortidens og nutidens hændelser udfordrer deres relation og hvor deres meget forskellige livsbaner og perspektiver på kunsten, passionen og naturen skildres.
Der er mulighed for eftersnak med skuespillerne.
Sommerhuset på Mols er en Co-produktion mellem Teater udsyn og Syddjurs Egnsteater.
Om forestillingen skriver Dagbladet Information:
Skuespiller Anni Bjørn spiller Karen Blixen med styrke og sejhed – og med en humor, der er ganske befriende. Nynne Karen Nørlund Steenild spiller Ellen Dahl med en mere udglattende attitude. Hun er iført en mere jordnær kjole, hendes bløde bevægelser er favnende, og hendes mørke blik lyser af forsoning.
Scenografisk har Hans Nørregaard skabt et fint, stiliseret sommerhus og i Morten Ladefogeds enkle lysdesign aner man også solens gang, naturen og det hav, som Ellen var så tiltrukket af, – lige uden for vinduerne
- Medvirkende: Nynne Karen Nørlund Steenild og Anni Bjørn
- Ide: Nynne Karen Nørlund Steenild
- Dramatiker: Simone Isabel Nørgaard
- Instruktion: Eva Maria Zacho
- Scenografi: Hans Nørregaard
- Komponist: Peter Nørlund Steenild
- Vokal: Gunilla Lykke Jessen
- Lysdesigner: Morten Ladefoged
Spillested: HJØRRING TEATER, Vendelbohus
Dato: 2023-11-12 14:00 – 15:00
Genre: Drama
Varighed: 60 min + mulighed for eftersnak med skuespillerne
Pris: Løs 275 / 255 / 235 Abo 200 / 180 / 160; unge u26 / stud 190