Jens Smærup Sørensen er en skyskraber i dansk litteratur. Og hans roman Mærkedage, der er solgt i mere end 100.000 eksemplarer, blev for nylig kåret som en af de ti vigtigste romaner i det nye årtusind.
Nu har han sagt ja til at gæsteprædike i Horne Kirke søndag mellem jul og nytår kl. 10.30. Arragørerne er sikre på, at det bliver en helt særlig oplevelse.
Jens Smærup Sørensen har et stort forfatterskab bag sig. Og ’Mærkedage’ fortæller på mange måder om det, der er den røde tråd i hans romaner: overgangen mellem det gamle bondesamfund og den nye globaliserede verden. Hvad er prisen? Og har vi tabt nogle vigtige værdier (eller ligefrem vores egen sjæl) undervejs?
Ja, i det hele taget er de almenmenneskelige værdier temaet i hans bøger. Og derfor også alt det, der truer vores verden lige nu.
Selv er han af bondeslægt, født i Staun, så han ved hvad det vil sige at samle sten på marken og røgte dyrene. Og han har i mange sammenhænge beskrevet det brud, det var at flytte fra land til by, da han startede på Aalborg katedralskolen og dermed måtte forlade slægtens traditioner og kultur.
I dag bor Jens Smærup Sørensen med sin kone på Mors. Og søndag d. 29.12. tager han så turen til Horne kirke.
Det er kun anden gang i sit liv, han vover sig op på en prædikestol.
Og arrangørerne glæder sig i deres to sogne Horne og Asdal.
Alle er velkomne!


