I Horne Kirke prøver de noget nyt. Efter de traditionelle gudstjenester i juledagene vil der 3. juledag være mulighed for at høre en anden stemme end præstens.
– Vi har inviteret forfatteren Mads Nygaard fra Mygdal, der selv har sine rødder i Horne og Hirtshals området til at reflektere over teksten om Rakel, der græder over sine børn og om Maria og Josefs flugt til Ægypten, fortæller sognepræst Liselotte Wiemer
Mads Nygaard er som såkaldt ”venligbo” kendt for sit arbejde til fordel for uledsagede flygtningebørn. Han har været med til at arrangere flere store indsamlinger, som har fået bred støtte og muliggjort, at mere end 50 familier er blevet genforenet.
Mads Nygaard har også sammen med Michael Graversen lavet ”De uledsagedes bog,” der fortæller om ti skæbner fra et liv på flugt. Bogen er blevet en usædvanlig succes og er nu trykt i 9 oplag. Han er en meget brugt foredragsholder på skoler rundt omkring i landet. Han er også natvært på Radio4.
På grund af forholdsregler i forbindelse med corona er det nødvendigt, at man tilmelder sig arrangementet. Om muligt i grupper – så er der plads til flere. Det sker på telefon 96251100 til kirkekontoret i Hirtshals.