Når Danmarks Fiskeriforening sætter sig ved forhandlingsbordet med mølleindustrien, er ingen i tvivl. De repræsenterer fiskerne og forhandler på deres medlemmers vegne.
Det står nu klart efter den ekstraordinære generalforsamling i Danmarks Fiskeriforening i slutningen af juni i Taulov. Her blev en vedtægtsændring nemlig stemt igennem, som styrker foreningens mandat i forbindelse med forhandlinger om erstatning ved etablering af havvindmøller og ved andre indgreb i søterritoriet. Det står nu helt tydeligt, at Danmarks Fiskeriforening er medlemmernes forhandlingsrepræsentant.
Punktet var egentlig på dagsordenen til den ordinære generalforsamling i maj, men det var ikke muligt at gennemføre afstemningen, da vedtægterne kræver, at ¾ af alle medlemmer stemmer for. Så mange var hverken mødt op eller havde afgivet fuldmagt.
Derfor måtte man ty til en ekstraordinær generalforsamling, hvor kravet er et simpelt flertal, og her blev forslaget vedtaget. Det er en enig bestyrelse i Danmarks Fiskeriforening, som har foreslået ændringerne til vedtægterne – som altså nu er stemt igennem.
For bestyrelsen har det været vigtigt at styrke Danmarks Fiskeriforenings forhandlingsposition; især nu når der er varslet mange havvindmøller i dansk farvand. Historisk set har foreningen varetaget forhandlingerne for medlemmerne, men det har ikke stået eksplicit i vedtægterne.
Ved at forhandle kollektivt gennem Danmarks Fiskeriforening står fiskerne stærkt, og de opnår de bedste resultater, hvor der både tages højde for historisk og fremtidigt fiskeri.
Kilde: Fiskeri Tidende.