Det var i sin egenskab af leder for Kultur- og Eventområdet samt chef for Naturmødet i Hjørring Kommune, at arrangørerne havde inviteret Leif Lund Jakobsen til denne lørdag at holde åbningstalen ved påskeudstillingen med Tinne Stender, Niels Fabæk og Hartmut Stockter i Assistentboligen ved Hirtshals.
Traditionen tro var der mødt masser af interesserede gæster frem, som indledningsvis blev budt velkommen af kunstudvalgets formand Henny Nielsen, der i Madpakkerummet indledte med en kort præsentation af Støtteforeningen Hirtshals Fyr, som står bag de mange udstillinger kaldet Kunst på Fyret. Faktisk er det siden 2008 blevet til flere end et halvt hundrede kunstudstillinger på stedet.
Dernæst blev ordet givet til Leif Lund Jakobsen. Kulturchefen takkede først arrangørerne af Kunst på Fyret, der ifølge ham har manifesteret sig som intet mindre end et lokalt fyrtårn for kunst og kreativitet, en samling af talent og passion, som er blevet hjulpet til live takket være dedikationen fra en gruppe af engagerede ildsjæle.
– I dag ønsker jeg at rette vores opmærksomhed mod både ildsjælene bag udstillingen, såvel som de tre dygtige kunstnere, der har bidraget med deres værker til denne flotte og anerkendte udstilling. Uden ildsjæle, ingen udstilling. Det er sandheden, hvad angår Kunst på Fyret. Og det er sandheden, hvad angår de fleste andre kulturelle arrangementer i kommunen, fastslog Leif Lund Jakobsen.
Det førte kulturchefen videre til en engageret og indlevet præsentation af de tre kunstnere og deres værker, som fik rosende ord med på vejen for deres henholdsvis involverende, reflekterende, fordybende, udforskende og tilstedeværende tilgang, som de fremmødte godt kunne glæde sig til.
Sandt er da også, at de tre kunstnere på hver deres måde forholder sig til samspillet mellem natur og civilisation eller kultur. Fra Tinne Stenders meditative close up af blomster, over mellemrummene og det nærværende fravær hos Niels Fabæk til de finurligt vinklede værker af Hartmut Stockter.
Udstillingen kan ses fra lørdag den 23. marts til mandag den 1. april i Assistentboligen ved Hirtshals Fyr.
Foto: Niels Skipper.
Så fin en anmeldelse!
Det er så dejligt, at vores værker både er blevet set og forstået som de var tænkt.
Mange tak for både billeder og tekst.
Mange hilsner fra Tinne Stender