Fortuna må sige farvel til to af sine medarbejdere fra den sportslige front. Målmandstræneren på Gjensidige Kvindeliga-holdet Rasmus Enevoldsen og Head of coaching Nicolaj Dorf Kristensen har begge meddelt, at de er i deres sidste sæson i Fortuna.
Rasmus Enevoldsen siger i dag:
– Det har været seks uforglemmelige sæsoner med Fortuna Hjørring, så det er med en blanding af vemod og spænding, at har besluttet, at jeg ikke forlænger min kontrakt med klubben. Line og jeg føler et stærkt træk mod det skønne Sønderjylland, og vi kan ikke vente med at begynde et nyt kapitel der. Jeg vil gerne rette en stor tak til Fortuna Hjørring og Dana cup for mange uforglemmelige øjeblikke og den fantastiske støtte gennem årene.
Jeg er dybt taknemmelig for alle de mennesker og spillere, jeg har mødt på min vej. I har beriget mit liv og min karriere på utallige måder.
Det er ikke den eneste afsked. Efter godt ét år som Head of Coaching i Fortuna har 47-årige Nikolaj Dorf Kristensen valgt at stoppe i klubben. Dorf er på jobbet måneden ud, og så er det slut. Nikolaj Dorf Kristensen oplyser over for formanden i Fortuna, Karina Bech Jensen, at han har haft et godt år med udviklingen af de fodboldmæssige processer i Fortuna. Han er hverken sur eller gal på klubben, men ser ikke længere sig selv som en del i det set up, som han – i snævert samarbejde med DBU – har arbejdet intenst med at få etableret. Heri ligger blandt andet koordinering og motivering hos klubbens mange trænere.
– Vi er kede af, at Dorf vælger at stoppe. Han udfører et stort og konstruktivt stykke arbejde som Head of Coaching. Hans beslutning er imidlertid definitiv. Nu skal vi se os om efter en ny Head of Coaching, så den konstruktive trænerindsats kan fortsætte, siger Karina Bech Jensen.
– Hvor vi havner, kan jeg ikke sige noget om nu. Det hele er jo så nyt, så vi skal i gang med en grundig gennemtænkning af situationen.
I tiden med Dorf har klubben opnået et yderst positivt renommé, som er motiverende og befordrende for rekruttering af de nye, unge talenter, som skal finde frem til os, så de kan blive kørt gennem systemet.
Nu skal Fortuna-formanden ud og lede efter erstatning til de to, der forlader klubben.
Der er stadig stor interesse for at være med omkring Fortuna, og det set up, der er i den nordjyske, topplacerede klub.
Så, mon ikke der er kompetent erstatning at opdrive.