Svend Bjørnager formand for Lønstrup Fiskeriforening, er ikke længere formand for FLAG Nord. Nu er han i tidens ånd valgt som forperson for en ny udgave af FiskeriLAG Nord.
Sådan er det efter en stiftende generalforsamling på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals mandag aften i et nyt FiskeriLAG Nord.
Der er 15 personer i bestyrelsen, som skal beslutte, hvilke lokale virksomheder og projekter, der skal modtage økonomisk støtte til projekter indenfor fiskeriet og de maritime erhverv.
Bevillingerne til det snart tidligere FLAG Nord udløber, og med stiftelsen af et nyt FLAG Nord kan virksomheder i Hjørring og Frederikshavn kommuner også i årene 2024-2027 søge om økonomisk støtte.
Midlerne er finansieret med støtte fra EU, og det er FLAG Nords bestyrelse, der består af både branchefolk og politisk udpegede medlemmer fra de to kommuner, der behandler de ansøgninger om økonomisk støtte, der kommer ind. Der er to ansøgningsrunder per år.
Nordsø Oceanariums dygtige køkkens udgave af skipperlabskovs med godt rugbrød, smør, rødbeder og sennep, og med en sildemad som forret, lagde bunden og skabte en god stemning før generalforsamlingen.
Alene i 2022 har FLAG Nords bestyrelse indstillet maritime projekter til økonomisk støtte på sammenlagt 1,5 millioner kroner. Arbejdet har resulteret i 121 nye arbejdspladser, oplyste koordinator for FLAG Nord, Kitti Bergkjær, på generalforsamlingen.
Projekterne har været med til at løfte de enkelte virksomheder og har haft en afsmittende effekt på lokalområdet i form af skabelse og bevarelse af arbejdspladser, hvilket netop er ordningens formål.
Med etableringen af en ny FLAG Nord skal der hen over sommer og efterår 2023 også udarbejdes en udviklingsstrategi, der skal sætte retningen for fordelingen af kommende støttemidler.
Derefter skal udviklingsstrategien godkendes lokalt og sendes til endelig godkendelse i Bolig- og Planstyrelsen, der er hjemsted for LAG-sekretariatet.
Generalforsamlingen valgte mandag til bestyrelsen foruden forpersonen:
Claus Hjørne Pedersen, Strandby
Henrik Ussing Lynge, Løkken
Jan Rams, Hirtshals
Jesper Faurholt, Strandby
Jørgen Laursen, Hirtshals
Jørgen Stenstrup, Aalbæk
Jørn Andersen
Lene Kappelborg, Skagen
Per Faurholt, Strandby
Per Vestermark Nielsen, Lønstrup
Tonny Pedersen, Frederikshavn
Nicolaj Iversen er suppleant.
I bestyrelsen sidder også Mette Jensen fra Det Konservative Folkeparti fra Hirtshals, udpeget af byrådet i Hjørring Kommune, Bent Pedersen, udpeget af Frederikshavn Kommune samt Andreas Huus Andersen, Nye Borgerlige, udpeget af Regionsrådet.
FLAG Nords generalforsamling genvalgte BDO som revisor til driftsregnskabet.
FiskeriLag Nord – FLAG Nord
er en forening, der dækker Frederikshavn og Hjørring kommune og har til formål at støtte op om udvikling af maritime erhverv i begge kommuner ved at indstille ansøgere om økonomisk støtte til tilskud. Foreningen blev stiftet i 2015 og har arbejdet med projektstøtte i EU-i programperioden 2014-2020.
Foreningen arbejder fortsat med at understøtte de projektholdere, der endnu ikke har afsluttet projektet og fået udbetalt støtten; hvorfor foreningen fortsat har sit virke.
Endvidere arbejder FLAG Nord med indstilling af tilskud til projekter i den Nationale FLAG ordning fra 2021 til og med 2023. Det nye FLAG Nord fortsætter arbejdet.
TAK til deltagere, gæster og marinemedarbejder for en alt i alt rigtig god eftermiddag/aften på Nordsøen Oceanarium med fremvisning af projekt, der har fået støtte fra FLAG Nord til at arbejde med opdræt af hummeryngel til udsætning og forhåbentlig på sigt genopretning af en bestand, så der igen kan fiskes flere hummere på vestkysten.
Venlig hilsen
Kitti Bergkjær