De forretningsdrivende i Sindal havde de store smil fremme i fredags, da der var Street Food Fest i byen. Det blev en formidabel succes. Midtbyen var et stort menneskehav, der glædede sig til at få en usædvanlig madoplevelse og gøre en god handel i byens butikker. Selvom Nørregade var lukket for kørende trafik, var pladsen trang til de mange mennesker og de mange forskellige aktiviteter.
Inden de forskellige madboder åbnede, blev festen skudt i gang af Frederikshavn-Sindal Linedancers, der gav opvisning i Nørregade.
Martin Kok havde kørt den store Food Wagon i stilling og tilbød et væld af to-go-street-menuer. Der var chili con carne, wrap med kebab, chinabox, salatbowle, frikadeller, skinkesteg og meget andet. Sindal Idrætsforening solgte stadionpølser med brød, Bodegaen bød på et udvalg af grillede pølser og Jagtstuen på candyfloss, popcorn og slush ice. Superland leverede gratis dessert, som var lækker chokolademousse, og hos Victoria var der hjemmelavet gammeldags æblekage og et væld af smagsprøver. Der var gratis slikposer til børnene fra Rema 1000.
Frisør Willy viste forskellige hårplejeprodukter. Matas havde en stor gadebod, og Tina Risager Kunst & Interiør var der med dametøj og fortalte om kommende arrangementer blandt andet om næste lørdags familiedag “Højt Hundehumør”.
Der var hoppeborg, der blev flittigt benyttet, og på Nørretorv var der et stort kræmmermarked. Byens foreninger var også til stede og fortalte, hvilke muligheder de kunne tilbyde. Soldalens Rideklub tilbød gratis ponyridning, der var udstillet biler fra Novabil, Falck fortalte om redningsberedskabet og meget, meget mere på en skøn sensommeraften med en temperatur omkring de 20 grader.
Forretningerne var åbne, og de handlende var på gaden med gode tilbud. Erling Christensen Møbler havde åbnet de tidligere Jyske Bank lokaler og solgte ud af sommertøj til kun 75 kroner pr. del. Alle kunne melde om en forrygende aften med god omsætning.
Mens der blev spist og handlet, var der underholdning ved streetbandet M & M’s Street Jazz , der gik rundt i menneskemyldret og spillede live musik.