Jens-Christian Hansen, formidlingschef hos Vendsyssel Historiske Museum (VHM) var med rette stolt af at vise den nye udstilling i Bunker 2 ved Hirtshals Fyr frem for Nordsøpostens udsendte kort før, de mange gæster søndag ankom til den officielle åbning.
Hirtshals Bunkermuseum er en del af VHM. Den nye permanente informationsudstilling fortæller blandt andet om bunkerbyggeriet i Hirtshals under besættelsen, Atlantvolden, efterkrigens forhold til bunkerne og museets tilblivelse.
– Det har været et spændende arbejde, det nogen kalder en lang rejse, for vores vedkommende. Det er jo en udstilling, der bygger oven på formidlingsprojektet ”Atlantvolden i Nordjylland”, der er finansieret af Velux-Fondens Museumssatsning, fortæller Jens-Christian Hansen.
Han har med en Ph.d. i historie som baggrund og som formidlingschef hos VHM ansvaret for nyere tids samlinger, forskning og formidling samt sagsbehandling vedrørende bygninger og kulturmiljøer og bunkermuseet.
– Vi synes, det er en meget flot udstilling i en ellers mørk bunker om en generel mørk tid, som 2. Verdenskrig jo var. Vi er rigtig glade for at have mulighed for i Bunker 2 at formidle historien også på tysk og engelsk.
Nordsøposten stemmer i og konstaterer, at det ér en meget flot, spændende og en meget informativ udstilling om en tid med Danmark besat af Nazi-tyskland.
Vendsyssel Historiske Museums grafiker og PR-mand Kim Larsen har meget flot lavet alt det grafiske i den nye informationsudstilling.
Kim Larsens billeder viser før og efter den gamle udstilling, der var 30 år gammel.
Lokalt er projektet støttet af blandt andre Spar Nord Hirtshals Sparekasses Gavefond, Nordea Fonden, Initiativfonden for Hirtshals og omegn samt Rotary Hirthals.
Du finder udstillingen i bunkeren ved parkeringspladsen til højre for Hirtshals Fyr. Der er åbent alle dage fra klokken 10 til solnedgang. Et besøg i Bunker 2 er en god introduktion til at gå på yderligere opdagelse i området.
Heldigvis blev der ikke brug for de mange befæstningsanlæg, som blev anlagt fordi, Hitler gættede på, at de allierede blandt andet ville gå i land på Vestkysten. Derfor finder man også i dag bunker-anlæg langs hele kysten.
Anlægget ved Hirtshals er det 10. batteri og Danmarks mest komplette og udgravede forsvarsanlæg fra 2. Verdenskrig.
Det ligger i et prægtigt naturområde ved Hirtshals Fyr og dækker et område på 450 gange 750 meter. Området indeholder 3.5 kilometer løbegrave, som forbinder 69 bunkere.
Du finder i en mandskabsbunker – Bunker 2 – den nyrenoverede informationsudstilling, der fortæller om 10. batteri og Hirtshals under besættelsen, og i andre bunkere har man genskabt den oprindelige indretning.
Et besøg på Bunkermuseet er en mulighed for at få indblik i det daglige liv i og omkring bunkerne, og man kan opleve et vigtigt stykke nyere dansk kulturhistorie. Læs historien bag 10. Batteri.
På museumsområdet finder du også Hirtshals Fyr, hvorfra man i fyrets åbningstid kan skue ud over det enorme fæstningsværk og få et overblik over anlæggets opbygning.
Bunkermuseerne i Nordjylland, Bangsbo Fort (Nordjyllands Kystmuseum), Bunkermuseum Hanstholm (Museum Thy) og Bunkermuseet Hirtshals (Vendsyssel Historiske Museum), har i samarbejde med Aalborg Universitet de sidste tre år arbejdet koncentreret med historien om de tyske bunkere fra 2. Verdenskrig.
Det er sket som et led projektet ”Atlantvolden i Nordjylland”, der er finansieret af Velux-Fondens Museumssatsning
Der findes flere end 100 tyske befæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig i Nordjylland. Blandt disse har museerne udvalgt 24 lokaliteter, som af forskellige grunde i særlig grad er et besøg værd. Du kan læse meget mere på hjemmesiden atlantvolden.dk
I Nordspostens umiddelbare nærområde findes disse spændende udstillinger
Hirtshals Vest – hærkystbatteri
Hirtshals Øst – hærkystbatteri
Løkken-Nord – marinekystbatteri
Løkken by – infanteristøttepunkt
Skiveren – flankeringsgruppe
Bunken Plantage – marinekystbatteri
Du kan se mere om lokaliteterne.