I åbningstalen torsdag var borgmester Søren Smalbro inde på det her med traditionernes vigtighed hos Hirtshals Fiskefestival.
Det har bestemt sin rigtighed i så rodfæstet en event, hvor fokus igennem alle årene fornuftigvis har været på fejringen af havet og fiskene.

Derfor kan det måske også være svært for udenforstående at få øje på den fornyelse, der trods alt også skal være tilstede for at holde et arrangement i live, men den er der.

I år har fornyelsen nok været tydeligst derved, at styregruppen har valgt ikke at afholde Local Cooking, idet man som tidligere omtalt i stedet har opgraderet Fiskedellefejden.
Den prioritering gav rigtig god mening og resulterede heldigvis også i et særdeles underholdende indslag i teltet Bølgen på Sydvestkajen. Fejden har kun få år på bagen, men har bestemt potentiale.

Det gav ligeledes og helt oplagt god mening, at den populære Café Fisk ved lørdagens smagsboder fik mulighed for at præsentere et fornemt indslag fra Tversted.
Der er nemlig ingen som helst tvivl om, at havnebyens nærmeste nabobyer fortsat, selv så længe efter den seneste kommunalreform, føler en tæt tilknytning til Hirtshals.

I det hele taget virkede det, som om styregruppen i år har forsøgt at hæve både niveauet og antallet af smagsboder om lørdagen, hvilket bestemt er positivt.
Ligesom Jan Hansen tydeligvis havde stor succes med at have en bod med fiskedeller og tunmousse på sorte ølkiks indenfor hos Kødboxen. Derved fik gæsterne mulighed for ved selvsyn at opleve butikken og spisestedet.

Den slags mindre fornyelser, som ikke revolutionerer selve konceptet, men bringer små friske pust, er bestemt prisværdige også hos Hirtshals Fiskefestival.

Hvorvidt styregruppen så også tør tage skridtet først at starte om fredagen og dermed kun lade arrangementet vare to dage, som jeg et par gange hørte det foreslået af gæster, bliver spændende at iagttage.
Traditioner flugter under alle omstændigheder fornemt med ovennævnte forfriskende nye tiltag.


