Fotojournalist Cathrine Ertmann tog med sit vid og sin mellemmenneskelige indsigt fredag gæsterne på Kaosfabrikken i Løkken med ind bag gardinerne på de brune værtshuse, hvortil hun blev hjulpet godt på vej af den topprofessionelle kulturjournalist Bent Stenbakken.
Det var ikke bare en underholdende og inspirerende samtale, men også vigtig. For hvad er det, vi mister, når vi ikke ser de små vandhuller? Hvad er det, vi mister, når de brune værtshuse lukker rundt omkring i vores samfund Det er nærvær og fællesskab i de kulturbærende åndehuller, hvortil alle kan søge, når man trænger til en god snak og lokal forståelse.
Udgangspunktet for samtalen ved det fuldstændig forrygende arrangement fredag aften var den nyligt udkomne fotobog Kongerigets stamsteder, som er et gedigent værk på 600 sider af Cathrine Ertmann. Bogen bør i lighed med de brune værtshuse blive et stykke dansk kulturarv. Køb den gerne i din lokale boghandel og støt derved det nære.
Foto: Kaosfabrikken.