BMI Badmintons 13 spillere, 2 trænere og en række forældre har netop afsluttet en uge fyldt med oplevelser, spænding og venskaber, som de sent vil glemme.
Turneringen i Odense blev et højdepunkt for alle, hvor både sejre, gode kammeratskaber og stærke præstationer var i fokus.
– I hallerne viste spillerne ikke kun deres talent på banen, men også deres evne til at støtte og heppe på hinanden. Uanset om det var under intense kampe eller på sidelinjen, blev der knyttet stærke bånd mellem klubkammeraterne og spillere fra hele landet. Den sportslige ånd og fællesskabet skinnede virkelig igennem, lyder det fra René Thomsen hos BMI Badminton.
– Efter de daglige kampe blev aftenerne brugt på at opleve verdensklasse badminton, da spillerne fik muligheden for at overvære nogle af sportens største stjerner til Viktor Denmark Open. Her så de danske topspillere som Viktor Axelsen, Anders Antonsen, Anders Skaarup og Kim Astrup i aktion sammen med verdenseliten. Det var en stor inspiration for alle at opleve badminton på det højeste niveau live, uddyber René Thomsen.
Resultater fra turneringen
🥇 U15 D HD – Guld til Noah Terp & Julian fra Skovshoved
🥉 U15 M HD – Bronze til Malthe & Mikkel Dalin
🥈 U15 A HD – Sølv til Frederik Bertnson & Christian Gunnarsen fra ABC Aalborg
🥉 U17/19 A HD – Bronze til Laurits Edslev & Adam Carlsen fra ABC Aalborg
Selvom ikke alle spillere endte med en medalje, leverede de ifølge René Thomsen flotte kampe og viste imponerende styrke. Mange af kampene blev afgjort i tre sæt, og selvom sejren ikke altid faldt ud til vores fordel, var der stor respekt for den indsats, spillerne lagde for dagen. Deres dedikation og kampvilje har været en stor kilde til stolthed for både trænere og forældre.
– Det har været en uge fyldt med læring, udvikling og masser af smil, og vi glæder os allerede til næste år, fastslår René Thomsen.
Foto: BMI Badminton.