Det blev en forrygende start på årets store musikevent, Bindslev Ny Musikfestival, som er en musikfest over tre dage. Den første dag er med harmonikamusik, som har mange tilhængere. Det sås tydeligt med de mange gæster, der kom fra nær og fjern. Der var publikum fra lokalområdet og resten af landet helt ned til Vejle. Foruden de mange danske gæster, var der en del nordmænd, der trods den sløje norske krone, havde taget turen til Bindslev for at være med til den store musikfest. Og så er det jo “dejligt å være norsk i Danmark”. De mange nordmænd enten camperede på festivalens campingplads ved siden af Tannisbugthallen eller var indlogeret på Bindslev Hotel.
– Det er dejligt med den store opbakning til denne 2. udgave af Bindslev Ny Musikfestival. Der er flere gæster på campingpladsen end sidste år, og der er mange flere publikummer i hallen end tidligere. Det tegner godt for de næste to dage, hvor der fredag er Country Aften med Mikkel Ørligur, Arly Karlsen Band og færøske Hallur Joensen, og lørdag er der det helt store halbal med KANDIS, fortæller formanden for festivalen Karlo Thomsen.
Harmonikadagen begyndte allerede klokken 13.00 med De Fynske Nyhavnere (som dog kommer fra Vendsyssel), herefter gik det slag i slag med Moonlight Swing, harmonikavirtuos Jacob Jensen og Mogens Bækgaard, der senere spillede sammen som Brix og Bækgaard. Eftermiddagen fik en kæmpe afslutning med det populære band Sveriges Cultband, som også var aftenens sidste band.
Efter en kort spisepause fortsatte festen lige indtil midnat, hvor der var musik med Midt i Ugen, Brix og Bækgaard og The Irish Waterfalls, der var hurtige til at skabe en fest og få folk ud på dansegulvet med deres inspirerende irske, skotske og amerikanske folkemusik, hvoraf meget blev fortolket i en dansk Waterfalls version.
Uden for hallen er der opsat borde og bænke, hvor man kan nyde friskbagte vafler, herlige grillpølser og skummende frisk kold fadøl.
Billetter til fredag og lørdag sælges ved indgangen. Lørdag er der også mulighed for at spise helstegt pattegris. Der er masser af gratis parkeringspladser, og der er fortsat ledig på festivalens campingplads.
Alle er meget velkommen både til festivalen og lørdagens store Festival Torvemarked fra klokken 10 – 13 ved Tannisbugthallen. Der er gratis kaffe og rundstykker.
Torsdage var primært Harmonik musik. – Ikke som tidligere i telt, men i hallen. Og det var en forskel, der kunne mærke. – Lydfolkene kunne Deres kram, selvom det kan være svært at få god lyd i en hal, lykkedes det fanatiske godt i hallen. En dejlig dag/ aften i Bindslev. Musikfestivalen er kommet for, at blive – støt endelig op om det nye koncept, kun derved kan det fortsætte, OG DET SKAL DET.