Nogen hos Hirtshals Handel & Erhverv må have svært ved at få armene ned efter den forrygende start på genåbningsfesten, hvor Katrine Bille fra Ramasjang åbnede ballet allerede klokken 10 lørdag formiddag på Den Grønne Plads, hvorefter Ib Grønbech i flere henseender gav den gas med Containerkvartetten.
Herefter var det Vendsyssel Marimba Steel Band og Horne Skoleband, der fra klokken 14 varmede op til det helt store Stand Up Paddle Race klokken 15 i havnebassinet ud for Sydvestkajen, der tillige havde deltagelse af fladbåden fra Tornby Bjergelav. Herefter er der pause i programmet af hensyn til landskampen ved EM.
Når den forhåbentlig er endt med en sejr over Wales, går Nana Jacobi på scenen klokken 20.15 på Den Grønne Plads, hvor hun klokken 21.15 efterfølges af No Good.
Foto og video: Kasper Nielsen.

