På byrådsmødet onsdag eftermiddag skulle lokalpolitikerne godkende forslag til ændring af Hjørring Kommunes styrelsesvedtægt.
Socialdemokratiet stillede ændringsforslag til borgmesterens ændringsforslag. Forslaget gik på, at vederlæggelse af funktionen som næstformand i Økonomiudvalget og 1. Viceborgmester – ved personsammenfald – bør ændres, da det er samme funktion, nemlig stedfortræder for borgmesteren.
Konstitueringsaftalen mellem Venstre, Konservative, SF, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti viderefører uændret forhøjet vederlæggelse i Økonomiudvalget for næstformanden som også i den kommende byrådsperiode er identisk med 1. Viceborgmester.
Var ændringen blevet vedtaget ville næstformandsposten i Økonomiudvalget være ligestillet og vederlagt som øvrige medlemmer af Økonomiudvalget og over den kommende byrådsperiode spare kommunen vederlag for knap 200.000.- kr.
Forslaget blev stemt ned med 16-14. Imod var Venstre og Konservative, mens Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Enhedslisten og Vendelbolisten stemte for.
Frode Larsen, Dansk Folkeparti som er en del af den borgerlige konstitution, undlod at stemme. Dermed faldt ændringsforslaget.


