Af Jep Loft
Formand for Arkitekturoprøret
Som de fleste danske middelalderkøbstæder er Hjørring en fin og spændende by, der desværre har fået nogle sår i form af modernistisk byggeri, der forstyrrer byens harmoni og sammenhæng. Rådhusbyggeriet i karréen Søndergade, Springvandspladsen, Strømgade forvandlede byens livlige centrum til noget, der ligner en forstad.
Men nu er der (måske?) godt nyt. Mammutpladsen kan blive det nye, livlige centrum. Et vandløb (forhåbentlig ikke en række bassiner) vil fungere som samlingspunkt, og en ny husrække kan fungere som en væg i et spændende byrum. Men hvis der skal opstå et godt bymiljø, må denne væg ikke blive en række ensformige og triste kasser, sådan som næsten alt nybyggeri har været i mange år.
I de 100 år, som modernismen har været dominerende, er der ikke skabt nye bydele med et rigtigt bymiljø. Der er kun bygget trivielle forstæder. Og det er trist, fordi 90% af alt byggeri på Jorden er bygget i den periode. Men lige indtil Første Verdenskrig byggede man fine, livlige bydele, og Hjørrings ”Jernbanekvarter” mellem Søndergade og Banegårdspladsen er et godt eksempel. Det nye byggeri bør indpasse sig efter det. Det bør ligne noget fra Hjørring, ikke noget rodløst, der kunne ligge hvor som helst.
De tegninger, som har været i høring, viser desværre ensformige kasser uden fornemmelse for stedets ånd. De bliver utvivlsomt til gode boliger, men de tager fra omgivelserne uden at give noget tilbage til byen. Arkitekturoprøret opfordrer Hjørring Kommune og den kommende bygherre til at ændre på husenes ydre, så det bliver til en levende husrække af forskellige huse med et mere klassisk præg, der kan indgå som en naturlig del af Jernbanekvarteret. Et godt byrum skal have hyggelige vægge, hvis det skal tiltrække andre end dem, der har et ærinde på stedet. Hjørring får aldrig en lignende chance igen.
Meget tyder på, at der er et oprør mod modernismen under vejs. Meningsmålinger fra de andre nordiske lande viser klart, at befolkningen er træt af ensformige kasser og foretrækker mere klassisk byggeri. Og i mange lande over hele Europa er der de seneste år kommet fine nye bykvarterer med liv og atmosfære, bygget i en klassisk stil. I Danmark har vi set enkelte fine nye huse, men ingen hele bydele.
Lad Hjørring vise vejen og gå forrest med nytænkning.
Fantastisk godt set. Jeg er absolut enig. Men jeg vil mene, det bliver svært med det nuværende blå flertal.
🤣
Miljøtilpasset arkitektur af høj kvalitet har de seneste årtier desværre været nærmest fraværende i det centrale Hjørring – med rådhuset som en outstanding bundskraber. Vi må håbe, at Arkitekturoprørets appel: ”Lad Hjørring vise vejen og gå forrest med nytænkning” vil finde grobund hos bygherrer og myndigheder…. vi får se!
Spændende indlæg og hvor har du ret.
Og ja med det blå flertal vi har mangler man visioner.
Problemet er at bygherren ikke vil ofre den merudgift du taler om. At bygge som du foreslår er en meget kostbar affære.
Vi ser desværre også i disse år at der spekuleres i investeringsselskaber, og så er det ligemeget om der bor nogen i de flotte renoverede bygninger ( se Stokbrogade bl a). Men det er en anden diskussion.