Bag en afsides bakketop i Nordjylland ligger et tidligere middelalderligt magtcentrum. I vikingetiden lå her en kongsgård, omkring år 1060 oprettes her et bispesæde og midt i 1100-tallet bliver lokaliteten præmonstratenserordenens hovedsæde i Norden.
I dag er her hverken by, borgerskab, købmænd eller handelshuse, men de hvide mure står her endnu. Børglum Kloster. Med mere end 1.000 års historie, danner klostret nu rammer om Grummes Teaters vandreforestilling Børglums Stemmer.
Skuespillerne Sonja Oppenhagen, Preben Kristensen, Kristian Halken, Laura Bro, Marie Reuther og Kristian Grumme vil portrættere en række af de personer, der gennem tiderne har haft deres gang på stedet – personer som digteren H.C. Andersen, adelsfruen Gudrun Rottbøll og skagensmaleren Marie Triepcke, der senere giftede sig med P.S. Krøyer.
Publikum vil i mindre grupper vandre rundt i de historiske rammer, hvor der vil være seks stop med fortællinger. Man kommer her helt tæt på skuespillerne, der er med til at give oplevelsen en særlig intimitet og nerve. Turen rundt er ca. 1 km, og er desværre ikke kørestolsvenlig eller for gangbesværede.
I skrivende stund er der endnu billetter at få til en del af forestillingerne på Børglum Kloster.
Læs mere og følg med her hos Grummes Teater.